I SIGNAS VERDEN: DEN INTERAKTIVE PUBLIKUMSOPLEVELSE.

Politiken

Af Janus Kodal

SIGNA SØRENSEN vil forføre og udfordre; og det skal jeg love for, at hun og hendes medperformere formår i samtlige performanceteater-forestillinger.

Den første gang jeg trådte ind i dette særlige univers, var jeg som de fleste andre blandt publikum meget spændt og samtidig en smule trykket af denne mærkelige stemning, der herskede i rummet i Kanonhallen. Vi er nu tilbage i marts 2002 og midt i Konwaliowa Cutie Doll. Denne performanceforestilling over 2 aftener er Twin Life-projektets tredje del og er en slags ”erindringspark”, man som publikum kan vandre rundt i. Det handler om polske Nikas liv med barndomstraumer, dybt problematiske familieforhold og nutidig sygdom. Det kæmpestore teaterrum er takket være scenografi, lyd og ikke mindst lys omskabt til flere rum med meget forskellige stemninger. Mangeartede karakterer fra Nikas liv befolker disse "erindringssteder".

Signas karakter, Nika, befinder sig midt i det store rum i hjertet af installationen i en hospitalsseng Hun ser bleg og skrøbelig ud; og der går lidt tid før jeg nærmer mig forsigtigt. En eller anden har fortalt mig, at Nika måske lider af en dødelig sygdom. Jeg tager mod til mig og spørger så direkte og uden omsvøb: ”Jeg har hørt, at du skal dø?” Nika ser udfordrende på mig og svarer: ”Det skal du jo også, ikke? Vi skal jo alle dø!” Jeg må indrømme, at jeg bliver paf et øjeblik. Hvad havde jeg forestillet mig? Måske at hun var begyndt at fortælle mig om sin alvorlige sygdom! Men nu vender hun overraskende spørgsmålet mod mig og kaster mig således tilbage i mig selv.

Det var en underlig oplevelse! Hvad skulle jeg svare? Hvordan skulle jeg reagere? Skulle jeg være mig selv eller en anden? Skulle jeg der på sengekanten til lejligheden opfinde en fiktiv karakter, som kunne udfordre denne Nika? – Bedre blev det ikke af, at Nikas fordrukne og voldelige far lidt senere kom farende over til hende og opførte sig meget ubehageligt. Hvad skulle jeg nu stille op? Bede ham om at opføre sig ordentligt? Da jeg lidt spagt forsøgte, fik jeg et taknemmeligt men sårbart blik fra Nika, der bad mig holde inde, da det kun ville gå yderligere ud over hende, hvis nogen prøvede at sige noget til hovedet af faderen eller stoppe ham. Så hvad stiller man op?

Allerede på dette tidspunkt er jeg som et medlevende, aktivt medlem af publikumsskaren blevet kastet ud i en hel række forvirrende spørgsmål til ”forestillingen” og til mig selv om, hvad det her er for noget, og hvad der forventes af mig i denne meget specielle sammenhæng. – Aftenen slutter med, at de tilbageblevne blandt publikum bliver tilråbt af både Nika og hendes mor, en udslidt polsk husmor, med stadig stigende styrke. På dette tidspunkt er min fascination så stærk, at jeg har meget svært ved at løsrive mig. Men Nikas desperate, gentagne råb: ”I skal gå nu”, gjalder gennem rummet, mens en bruser over sygesengen sender en kraftig stråle af vand ned over den rystende, halvnøgne unge kvinde. Og jeg går mildest talt lettere fortumlet og dybt berørt, baglæns ud af rummet for at få hele denne stærke afslutning med.

I dagene derefter forsøger jeg at få hold på det fantastiske, jeg har oplevet i selskab med Signa og de andre performere. Først og fremmest er det jo mærkeligt at blive kastet ind i en sådan interaktion med mennesker, der egentlig befinder sig i en helt anden verden – inde i en fiktion. Hvad gør det ved ens egen person? Bliver man selv en del af fiktionen? – Kom jeg på noget tidspunkt i tvivl om, hvad der var realisme, og hvad der var illusion?

Måske er det ikke helt enkelt at svare på, for det indebærer jo, at man på forhånd må have en ret klar fornemmelse af, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktivt! - Eksempelvis skelner mange mennesker ret hårfint mellem dokumentarfilm/tv-dok.-programmer og fiktionsfilm. Og denne skelnen er af afgørende betydning for dem som tilskuere, for deres forståelse af og tiltro til fremstillingen af begivenheder, tildragelser og fænomener i omverdenen. I realiteten er der imidlertid i begge tilfælde tale om tilrettelæggelse, udvælgelse og kreativ manipulation; så det bliver i sidste ende et rigtig godt spørgsmål, om man kan opstille en firkantet definition på forskellen mellem virkelighed og fiktion?

I Nika is Dead (okt. 2002) oplevede jeg at blive konfronteret med en fiktion i fiktionen, et bestemt sted i installationen bestående af flere rum i en bygning på Islands Brygge. Denne yderst komplekse performanceforestilling omhandlede den ene tvillings mystiske forsvinden og gåden om de to tvillinger, Nika og Anas liv og (muligvis) død!
Er det Nikas selviscenesatte død og opstandelse, vi ”overværer”? - Spørgsmål vedrørende identitet trænger sig på. Hvem af tvillingerne er det egentlig, vi konfronteres med? Hvem er til at stole på? Hvem lyver? Alt er tvetydigt, for at sige det mildt! Og undervejs gennem de mange rum løber publikum ind imellem på tvivlsomme personager, som advarer mod hinanden.

De enkelte rum har meget forskellig karakter og stemning. Eksempelvis findes en kold og ubehagelig hospitalsstue. Man ved aldrig rigtigt, hvad der venter og vil ske bag de mange døre. - På et tidspunkt trådte jeg ind i et ”lyserødt værelse” tapetseret med det yndigste rosentapet; og derinde i det varmeste rum – forstået på flere måder - i hele installationen befandt sig to karakter, der i klædedragt og attitude umiddelbart fik mig til at associere til et David Lynch-univers. Jeg var i den privilegerede situation som publikum at være helt alene med de to kvindelige hovedpersoner og det der med Lynch-associationen fløj bare ud af munden på mig, fordi det var så oplagt. Det gav nu de to karakterer anledning til at spørge mig ud om David Lynch og hans film. Og under mine besøg i løbet af den 10 dage lange Nika is Dead fandt Nika/Ana på at sende mig små hilsener med henvisning til film (”Troldmanden fra Oz”). Jeg var forført og følte mig temmelig beæret og lettere høj over denne vores lille fælles og indforståede leg med film-fiktioner og filmiske referencer. - Tænk at have "noget kørende" med karaktererne i en teaterforestilling! - Også i den senere, 57Beds, (som jeg vender tilbage til) har jeg nydt legen med fiktionen i fiktionen.

Men gør den slags oplevelser af fælles referencer (af delte kulturelle koder og hele arsenalet af populærkultur) og indforståede udvekslinger mellem publikum og performere Signas univers mere realistisk? Nogle ville vel mene det! Andre ville vel tale om, at dette lag på lag af fiktions-henvisninger, implicit og eksplicit er et typisk postmoderne træk, som netop indikerer, at intet står til troende, at intet er som det ser ud til. Og at virkeligheden ikke findes i bestemt, definitiv form men blot som en række subjektive sansninger og fornemmelser af realitet.

En af mine anderledes udfordrende oplevelser med en ”Signa-karakter” fandt sted under Night Finder (april 2003). Denne installation var bemærkelsesværdig ved at finde sted i to campingvogne med tilbehør på pladsen foran Kanonhallen – i alt i 6 døgn. Stedet lignede en sigøjnerlejr, hvilket ”skræmte” nogle og tiltrak andre. Installationen bød på en udforskning af magi og kvindemyter; og den ene campingvogn signalerede sort, den anden hvid magi.
I dette sidste meget pigede og nipsfyldte, lyserøde univers holdt den unge giftelystne kvinde til med et par veninder, mens de ventede på ”prinsen på den hvide hest”, som skulle giftes med prinsessen. Helt så rosenrødt var det nu alligevel ikke under overfladen, for der viste sig at være grumme, forrykte og gådefulde historier i de unge kvinders fortid.
The Princess’ længselsfulde venten i kulden ude på pladsen på én, der ville byde sig til, var forgæves. På et tidspunkt var jeg alene i campingvognen sammen med den i trods, stadig håbefulde unge kvinde. Og til min overraskelse spurgte hun mig direkte, om jeg ville være hendes mor! (Jeg har alderen til det!). Jeg blev noget overrasket, men også stolt og glad for den usædvanlige forespørgsel. Nu ville hun ikke vente længere! Prinsessen ville ha’ brudekjolen på; og hendes selvvalgte mor skulle hjælpe hende i stadsen. På en måde blev jeg der fanget i klichéen eller stereotypen og havde det rigtig sjovt med det. – Men hvad var det egentlig, der skete? Blev jeg udfordret i min egen ikke specielt traditionelle kvinderolle? - I realiteternes verden har jeg ingen døtre, jeg skal forholde mig rituelt til på denne traditionelle vis! Følte jeg ikke et øjeblik, at jeg gerne havde set Signa som min datter? At jeg holdt af hende i virkeligheden? Var der tale om en slags sandhedens øjeblik?
I det traditionelle teater kan vi som publikum både føle med og for personerne; og vi kan holde af en karakter. Ja, ofte er det jo meningen med stykket! - Men her, i dette tilfælde kom jeg som publikum uforvarende til at udtrykke nogle følelser overfor en fiktiv person "i karakter", som jo samtidig var Signa, performeren, jeg havde fulgt med den største interesse igennem hendes arbejde. Og her befandt vi os i en realistisk situation i et intimt ansigt-til-ansigt samspil. Her smeltede alting sammen; eller bør jeg snarere sige, at det, det handlede om var, at jeg for et svimlende øjeblik "glemte", hvem jeg var i virkeligheden og blev en del af fiktionen. Var det sådan det var? – Man efterlades under alle omstændigheder altid med myriader af spørgsmål til den forvirring eller lettere uro, der opstår ved de direkte konfrontationer med performerne. Og man leger interaktivt med i den gådefulde udforskning vedrørende identitet; for at forsøge at finde ud af, hvem de er, og hvem man selv er.

Samtidig oplevede jeg i dette tilfælde det, der må være et optimalt kick for et dedikeret publikum: at få noget afgørende til at ske, at være med til at ændre handlingen, historien eller forholdet mellem nogle af karaktererne.
Og i 57 Beds fik jeg atter indflydelse i forhold til et par karakterers videre skæbne:
Hovedkaraktererne, halvsøskendeparret, Amanda og Adam er omrejsende variete- kunstnere, som har kendt bedre dage og bedre steder. De er havnet på et nedslidt hotel, hvor en flok mennesker er strandet efter en større ulykke, der har såret nogle og traumatiseret andre. Blandt de traumatiserede er en vordende brud, som har mistet sin tilkommende. Ved forestillingens begyndelse står den unge kvinde i brudekjolen oppe på det festdækkede langbord midt i salen og ryster over hele kroppen, mens hun med en lille og meget feminin lommekniv snitter sig i håndleddet. Man mærker publikums forlegne usikkerhed i forhold til situationen. Her må den erfarne træde i karakter. Jeg går derfor resolut hen til bruden, Amber Fox, og spørger ind til hendes tilstand. Det lykkes mig at tale Amber fra hendes desperate forehavende.
Hvad der var sket, hvis jeg ikke som aktivt handlende publikum havde grebet ind, ved jeg naturligvis ikke. Men sagen er jo, at det kan være en ganske berusende følelse at medvirke til at afstedkomme en ændring til noget bedre og at optræde som medskabende.

Længere henne i ”forestillingen” greb jeg igen ind, hvorved det lykkedes en meget ung og håbefuld servitrice med stjernedrømme at få sin solosang-debutoptræden på hotellets scene og blive opdaget af karakteren, Frank Singer, som derefter tog hende med på sin tourné til Hamburg. – Forvirret over denne sammenblanding af fiktion og fakta!? Jamen det er jo også meningen! Gå selv hen og se og lær – og interagér!

Signa Sørensens performanceteater-installationer udfordrer enhver skråsikker definition og skelnen mellem virkelighed og illusion, digt og løgn. De er vitale, levende, evigt foranderlige udforskninger af alle disse, livets store størrelser samt af performer-/publikums-interaktionens mange facetter, muligheder og potentialer.

 
   
 
Follow us:
*Email:
 
* Required field