Desværre giver Politikens seneste artikel om Salò det fejlagtige indtryk, at jeg bebrejder beskueren, at han ikke aktivt stopper de inscenesatte voldelige overgreb, han er vidne til, at jeg fordømmer ham. Dette er en misforståelse.


Villa Salò er først og fremmest et rum, hvor man kan beskæftige sig med sin rolle som (med)menneske. Det må være op til den enkelte hvordan, man vil forholde sig, men forholde sig det må og skal man hvis forestillingen skal give mening. Det er IKKE forestillingens mål at publikum skal vækkes til heltedåd og korporligt eller med protestråb gribe ind i hver en ubehagelig scene omend muligheden for at reagere, ligger den enkelte ligeså frit for som ude i resten af verden.


Egentlig er det jo virkelighedens grusomheder, man burde gribe ind overfor. I solidaritet med mennesker, som lever under lignende forhold, kan man tvinge sig selv til at blive længe nok i Villa Salò til at kvalmen - eller medfølelsen - eller vreden indtræder, og man glider ud af den uforpligtende beskuerrolle - en rolle, der ikke kun indtages af teatergængeren, men i alt for mange andre af livets forhold.


Saló er - især – en allegori over det gradvise tab af medfølelse mennesker imellem. Skal allegorien forstås kræver det tilskuerens empati med de forskellige beboere i Villa Saló. Ligesom tilskueren har forventninger til kunstneren, så har kunstneren også forventninger til tilskueren.
Hvad jeg beklager, når jeg taler om visse gæsters blaserthed, er en demonstrativ ligegyldighed overfor det de oplever. Når en ung pige sidder alene grædende på trappen med blødende knæ, er hun der ganske rigtigt frivilligt i egenskab af skuespiller, men når hun mødes af gæster med et ”Det er godt med dig. Hvor sker der noget?” og et hundeklap på hovedet, er det i min optik stadig en kynisk indifference overfor den smerte, vi skildrer – og som altså findes! Når publikum kun er interessede i seksuelle eller voldelige optrin, men ikke i at beskæftige sig med de komplekse mekanismer som udløser dem - eller med de vidtrækkende konsekvenser af undertrykkende magtstrukturer, forpasser de desværre, i deres sensationsjagt, det væsentlige.


Vi ved alle at vold og misbrug forekommer i rigt mål, så hvorfor fremmane det i Villa Salò? Kan vi ikke alle blive enige om, at det er forkert? Jo, men er vi os bevidste om vores eget ansvar, vores egen skyld? Forskellen på at besøge Villa Salò og at læse nyhederne er konfrontationen. Man er gæst hos både ofre og bødler og det indebærer valg hvert øjeblik. Ganske vist er Villa Salò en iscenesættelse, og de valg man træffer dermed kun af symbolsk betydning, men hvis man mener at man af den grund ikke behøver forholde sig og ikke behøver stå til ansvar, mener jeg, man gør teatret og kunsten uret. Er det ikke netop i kunsten, at vi kan afsøge hvad det kan og bør betyde at være menneske!


Teater er for mig først og fremmest et møde mellem mennesker. Den iscenesatte ramme muliggør, at vi kan mødes på steder, hvor vi ellers alt for sjældent opholder os sammen med andre mennesker.


Signa Köstler 06.02.10



PS: Ikke overraskende er offentligheden meget optaget af spørgsmålet ”Finder der penetration sted eller ikke?”. Forestillingen bruger sex som kunstnerisk virkemiddel til at skildre menneskelig grusomhed og afmagt. Men Saló er en allegori, hvorfor sex nødvendigvis ikke kun er sex. Med hvilke midler vi iscenesætter overgrebene er mindre væsentligt, de er iscenesatte, og ingen lider overlast! Vil man forarges (eller fornøje sig) over ægte penetrationer, er der rigeligt med tilbud på markedet - også i varierende grader af tvang og brutalitet! Vi er ikke mere et sex-show end Pasolinis Salò er en pornofilm.