The Dorine Chaikin Institute: Der Tagesspiegel (deutsch), taz (deutsch), Nachtkritik (deutsch)

The Ruby Town Oracle/Die Erscheinungen der Martha Rubin: Nachtkritik (deutsch), 3Sat/Foyer (Video, deutsch)

Night at the Hospital: Aarhus.nu (danish), Theaterkalenderen/I.M.Fich "Das Irrenhaus der Wirklichkeit" (deutsch)

Seven Tales of Misery: Weekend Avisen/Poul Pilgaard Johnsen (english), Information (english), Politiken (english), Berlingske Tidende (english), Jyllands Posten (english)

The Ultra Wedding (57 Camas): La Nacion (spanish), La Voz (spanish)

The Black Rose Trick: Politiken (danish), Berlingske Tidende (danish), Copenhagen Post (english), Independent (danish)

Night Finder III - The Mercy Game: Danstidningen (swedish), Nutida Dans (swedish)

Secret Girl: Hildburghausen-Freies Wort (german)

57 Beds: Politiken (danish), Information (danish), Berlingske Tidende (danish)

Night Finder I: Politiken (danish)

Nika is dead: Politiken (danish), Berlingske Tidende (danish)

Konwaliowa Cutie Doll: Politiken (danish), Berlingske Tidende (danish)
















NIGHT AT THE HOSPITAL

AARHUS.NU, March 2007
By Connie Munch

Essay: Indlagt på SIGNAs hospital

Kunstnersamarbejdet SIGNA iscenesætter Turbinehallerne som hospital og indsætter heri performere som læger og sygeplejersker. Så mangler der kun 25 deltagere, der hver indtager en midlertidig identitet som patient. Læs her beretningen om 12 timer i totalinstallationen ”Night at the Hospital” som den hospitalsindlagte Ivanka Blondel.

Klokken nærmer sig 22, mens jeg sammen med 24 andre venter på at blive lukket ind i Turbinehallerne til totalinstallationen ”Night at the Hospital”. Det eneste jeg ved er, at jeg de næste 12 timer skal være indlagt til behandling og terapi på dette nathospital med den identitet, jeg få dage tidligere har modtaget via mail; Ivanka Blondel. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal behandles for.

Det er den danske installationskunstner Signa Sørensen og den østrigske performer og mediekunstner Arthur Köstler, der under navnet SIGNA står bag projektet. Signa Sørensen har siden 2001 arbejdet med de såkaldte performanceinstallationer, der er totalinstallationer, hvor performere i en periode lever og improviserer. Publikum kan ofte besøge installationerne på alle tider af døgnet og opfordres til at deltage aktivt og påvirke historien i installationen med deres medvirken. Jeg har tidligere oplevet to af hendes projekter: ”Night Finder I” (2003) og ”The Black Rose Trick” (2005). Som besøgende var der her mulighed for selv at bestemme, om man ville forholde sig iagttagende, eller om man ville tage aktivt del i at udvikle historien sammen med performerne, og der var ingen grænse for hvor mange besøgende, der kunne deltage. I ”Night at he Hospital” er der kun plads til 25 personer pr. nat og med en forudbestemt identitet og et terapiprogram ventende forude, er der vist ikke mulighed for at undslippe en aktiv deltagelse.

Vi bliver hentet af en sikkerhedsvagt i brune bukser, brun skjorte og brunt slips og ført ned i Turbinehallens kælder og ind i et venteværelse, hvor der serveres vodka, kaffe og småkager. Der er forskellige genstande i rummet, blandt andet en dukke og en afrevet arm og en lille grammofon, som spiller gamle single-plader. Udenfor sidder en midaldrende læge og skriver notater og læser nogle papirer igennem, måske journaler. Læger og sygeplejersker kommer ind og ud. Nogle siger: ”Velkommen tilbage”. En efter en bliver vi kaldt ind til Dr. Chaikin. Hun spørger, om jeg kan huske mit navn. Ivanka Blondel, svarer jeg. Fint, siger hun. Hun spørger, hvordan det går, der var jo et gennembrud i behandlingen i går. Ja, siger jeg bare. Hun spørger mig, om jeg har alkohol, cigaretter eller slik med. Nej, svarer jeg, mens hun giver mig et hvidt armbånd på, hvor der står Ivanka Blondel.


Jeg bliver hentet af Nurse Lori, der smiler, som kender vi hinanden godt. Hun spørger, om jeg kan huske hende? Om jeg kan huske, at jeg har været her før? Nej, svarer jeg. Hun viser mig min seng og holder en blå natkjole op. Kan du huske den her? Den var du så glad for i går, så jeg har lagt den frem til dig igen. Jeg må igen svare nej. Det er ved at gå op for mig, at den behandling og terapi jeg skal igennem i nat må være på grund af hukommelsestab. Selvfølgelig, tænker jeg. At jeg eksempelvis blev nødt til at sige nej, til at jeg ikke kendte natkjolen, kommer således til at give mening, netop fordi det er hukommelsestab, jeg lider af. Og da jeg ikke er den store perfomer, gør denne sygdom det også lettere for mig at spille med på legen, fordi jeg ikke behøver at opfinde svar på de spørgsmål, jeg kommer til at støde ind i, men bare kan sige: ”Det ved jeg ikke” eller: ”Det kan jeg ikke huske”, og så vil det være det mest perfekte svar. Jeg begynder at se frem til nattens terapi.

Jeg tager de elastikløse sokker, de alt for store underbukser, en undertrøje og den blå natkjole på. Lægger mig i sengen og kigger rundt på de andre patienter, der efterhånden fylder sengene op. Vi ligger i nogle gamle, rustne hospitalssenge i et lavloftet kælderrum med rå, sygeligt grønne vægge. Der er adskillige rør i loftet, og rummet brydes af stolper, blandt hvilke sengene er opstillet på må og få. Ved siden af sengen er et fjernsyn med Channel of Social Education, der viser gamle amerikanske kortfilm, der omhandler gode råd om den svære overgang fra barn til voksen samt gode råd om hygiejne.

Kort efter er det tid til at tage vores sække med tøj og følge Nurse Lori ned for enden af rummet og gennem en dør ud i et meget mørkt, fugtigt og beskidt rum. I lyset fra Nurse Loris lommelygte når vi frem til en form for garderobe. Her afleverer jeg posen med mit eget tøj, og dermed den sidste rest af min identitet, og får Ivankas personlige ejendele i en brun kuvert. Tilbage ved sengen åbner jeg kuverten og finder en baby-trøje, en lille kanin og et hårspænde.

Dr. Chaikin kommer rundt til stuegang. Hun spørger om jeg kan huske noget? At jeg har været her før? Hun siger, jeg har lidt af hukommelsestab, siden jeg for et halvt år siden var involveret i en trafikulykke. Hun siger, at jeg tidligere har arbejdet som sygeplejerske og at Nurse Lori vil lave noget terapi med mig, hvor jeg skal prøve nogle sygeplejersketing, såsom at rede seng, for at se, om jeg kan huske noget ved at gøre det. Hun fortæller også, at alle lider af hukommelsestab på denne afdeling.

Ikke længe efter er jeg igang med første terapiforløb. Dr. Ivanov kommer forbi med nogle tegninger, som jeg skal fortælle historier udfra. Derefter bliver jeg sendt i gruppeterapi med to andre. Vi skal prøve at spille skak, men da ingen af os kan huske reglerne, opfinder vi nogle selv, mens vi observeres af Nurse Rosenberg for vores evner til at samarbejde og huske.


Efter et kort hvil bliver jeg hentet ind til en ny gruppeterapi hos Dr. Chaikin, der serverer vodka og cigaretter til dem, der har lyst. Hun viser os nogle lysbilleder af landskaber, familiefotos fra udflugter og fester i 70erne og spørger, om vi kan kende nogle af dem. Det er billeder af vores familier, siger hun. Jeg kan ikke kende nogen af dem, siger jeg. Vi går videre til primal-terapi, hvor vi ikke må tale men kun kommunikere via lyde og vores kroppe. Det er for at komme i kontakt med vores dybeste følelser og måske genkende en sorg eller vrede, som vi gemmer på og komme ud med den, siger Dr. Chaikin. Hun får hjælp til terapien af Tom Castor, der udover at være sikkerhedsvagt også viser sig at være sygeplejerske. Så vi udtrykker os med lyde og kropsbevægelser, først alene og senere som gruppe. Vi laver også en øvelse, hvor en af de andre patienter skal lægge sig på gulvet på maven og gennem en maske med kroppen reagere på de lyde, som vi andre siger gennem en maske. Endelig er der en øvelse, hvor vi skal forsøge at få fat i en plastikdukke (the love object) og prøve at komme af med en afrevet arm (the victim object). Tom Castor mener ikke, at pigerne fik så meget ud af denne terapi, måske fordi vi blev hæmmet af mændenes tilstedeværelse, så han vil gerne lave et separat forløb med os senere.

Efter dette udmattende terapiforløb tænker jeg, at jeg lige kunne bruge et par minutter på øjet, så jeg lægger mig i sengen. Men Nurse Lori er der med det samme. ”Sover du? Det er ikke godt for dig. Kom, jeg tror det er tid til dit bad”. Og så hjælper hun mig ud af sengen og fører mig ned til en åben badegang, hvor jeg hjælpes af tøjet og over i en balje og bades. Bagefter bliver jeg ført tilbage til min seng og bliver smurt ind i olie og får redt hår og er tilsyneladende frisk til at deltage i mere terapi.

Denne gang er det Dr. Braun, der via hypnose får mig tilbage til tiden før trafikuheldet. Jeg er nu Ivanka og kommer omkring detaljer, der gør mig ked af det og vred. Tilbage fra hypnosen mener Dr. Braun, at jeg skal prøve at få sorgen ud ved at græde eller vreden ud ved at slå på noget, så han tager mig med ud i det mørke, fugtige rum og finder et blødt, isoleret rør, som jeg kan slå på.

Igen synes jeg lige, at jeg kunne trænge til at ligge i sengen. Men så er der fællesgymnastik eller lattergruppe eller fælles musikterapi inden den længe ventede primal-terapi for kvinder. Igen er det Tom Castor, der leder terapien. Han får os til at råbe ad hinanden, føde en dukke og kæmpe for dens liv, da han iklæder sig en gasmaske og leger den onde, der har taget vores barn. Meget mere vellykket primal-terapi denne gang, mener han. Tom Castor fortæller mig senere, at han også har lavet primal-terapi kun for mænd, hvor der var fokus på mændenes seksualitet. Blandt andet skulle de lave en øvelse, hvor de med lyde og kropsbevægelser skulle forsøge at gøre selveste Jorden gravid. Gad vide om det hjalp på deres hukommelsestab, tænker jeg.

Inden vi alle bliver hentet af bussen, der skal køre os på arbejde, skal vi tilbage og aflevere vores personlige ejendele og derefter tale med Dr. Chaikin. om nattens terapi. Hun mener bestemt at kunne se en fremgang i min behandling. ”Ivanka, du ser så glad ud!” Og jeg er glad. Både som Ivanka og som mig selv, for det har bestemt været en fantastisk oplevelse at være indlagt på SIGNAs hospital.







Das Irrenhaus der Wirklichkeit

Rezensiert von I.M. Fich

Die Rezensentin entschuldigt im voraus eventuelle Unverständlichkeiten, die entstehen dürften wegen Schlafmangels und eines gründlichen Rüttelns an der Wirklichkeitsauffassung nach 12 Stunden Aufenthalt in SIGNA´s Nachthospital. Wie in SIGNA´s früheren Projekten spielt “A Night at the Hospital” mit den Grenzen zwischen Schauspieler und Zuschauer, Kunst und Wirklichkeit. Und das mit einer so durchgeführten und rührenden Erzählung, dass man sich mit Freuden wieder einweisen lässt.

Die erste Begegnung mit meiner zeitweiligen Identität, Cordelia Renard, fand am Tag vor meiner Ankunft ins Hospital per E-mail statt, und bedeutete, wie es sich herausstellen sollte, viel mehr als eine Namensänderung. Ich wurde zu keinem Zeitpunkt mit anderem angesprochen und war somit C. Renard geworden. Und gerade die Prämisse ist für die Fiktion wichtig. Das Konzept erfordert, dass sich alle (die Schauspieler, das Hospitalspersonal, die Mitspieler von aussen (das Publikum), die Patienten) sich in die Fiktion oder das Spiel einleben.

Essenziell für das Erlebnis ist, dass es Cordelia ist, die eingewiesen ist, nicht Ida. Die Transformation geschieht schrittweise. Es beginnt mit namentlichem Aufruf und Einweisung bei der Oberärztin (Signa Sørensen). Alle persönlichen Sachen und Kleider werden abgegeben und durch Krankenhauskleidung und Cordelias Sachen ersetzt. Langsam wird ein Bild von wem ich bin und wo ich bin, aufgebaut.

In SIGNA´s Kunst geht es nicht nur darum, Rollen anzulegen und damit zu spielen, sondern auch darum, die Rahmen dafür zu schaffen. Das Bühnenbild ist sowohl übergeordnet als in der Einzelheit konsequent durchgeführt: die Militärkleider der Krankenschwester, die alten amerikanischen Erziehungssendungen, die konstant in kleinen Fernsehern laufen, und die absurden physischen und mentalen Therapieformen, denen die Patienten ausgesetzt werden, hinterlassen einen eigenartigen Ausdruck, der das Irrenhaus im Kuckucksnest mit Nazi-Deutschland und amerikanischen 1950er Hausfrauen vermischt!

Ferner ist der Zusammenhang zwischen dem Interieur der Installation, den vielen komplexen Personen und der übergeordneten Rahmenerzählung imponierend ausgedacht. Ein Beispiel ist die Zugehörigkeit der Patienten zu ihren Betten als eine feste, sichere Basis im Krankenhaus, aber auch in the State, wie die umliegende Welt genannt wird. Die Ärzte und die Krankenschwestern repräsentieren die Ordnungsmacht des Regimes im Krankenhaus und die Einweisung eine Unterdrückung und Anpassung von den Patienten. Sobald man mit den Mechanismen des Krankenhauses, seinen Gerüchen, seiner Ordnung und seinen Machtverhältnissen vertraut ist, fühlt man sich jedoch gerade dadurch sicher.

Als Patient trägt man dazu bei, nicht nur seine eigene Geschichte, sondern auch die übergeordnete Geschichte zu schaffen. Die Teilnehmer haben eine stillschweigende Übereinkunft, zusammen deine Identität zu erfinden. Alle Patienten des Krankenhauses leiden an Gedächtnisschwund; warum und in welchem Grade ist ihr gemeinsames Mysterium zu klären. Zwar wird das Krankenhaus nicht mit gelösten Rätseln verlassen, sondern eher mit dem Gefühl, nicht genug bekommen zu haben. Als Theater ist ”A Night at the Hospital” weder plädierend, noch rechthaberisch oder flach, sondern bezaubernd, tief und mitreissend in seinem Wahnsinn.









SEVEN TALES OF MISERY

WEEKENDAVISEN, September 2006
By Poul Pilgaard Johnsen (english translation: PLEX)

Spelled Out in Flesh

The sound is one of misery. Everywhere. It’s coming from kilometres of old-fashioned reel-to-reel tape running from floor to ceiling, along twisting corridors, and through every room, hall and stairway in the old building on Kronprinsensgade – the building that formerly housed Den Anden Opera.
Now the building is the home of PLEX music theatre. And it’s also become the home of a cult, which has formed around Der Prinz – a peculiar, young prophet convinced that magnetism has an all-important influence upon the Earth. The prince has transformed the building into an exact replica of his perception of the world, with seven former prostitutes manifesting themselves as the continents. His followers endeavour to keep this world’s systems running (symbolised by the old-fashioned reel-to-reel tape) with the ultimate goal of liberating the planet from its suffering. They aim to achieve this by recording tales of misery onto tape then subsequently erasing them.
Seven Tales of Misery is the name of the performance and with a cast of over sixty it’s Signa Sørensen’s largest to date. However, this 31 year old has already established a name for herself as an internationally renowned performance artist.
Over the past few years she has created a prolific number of performances, all of which work at dissolving the boundaries between reality and fiction. A mixture of total-theatre and art. When Signa Sørensen received the Association of Danish Stage Director’s merit award for outstanding achievement in September 2006, the awards committee described her work as “challenging the spectator’s voyeuristic position and tendencies, while at the same time providing them with an opportunity to merge into the fiction that has been created”.
In 2002, an ordinary flat, open for anyone to come and go, was the backdrop for Nika is Dead. A girl had moved in with her sister. She had brought a hospital bed with her and a notion that her life was ebbing away. For her, bringing the outside world inside was of key importance and to do, so she documented her last days in pictures. Two years later Signa Sørensen and 57 Beds simultaneously transformed Kanonhallen into a hospital and a hotel.
In 2006 it’s the sound of misery that penetrates everything, getting in under our skin. Martin Stig Andersen’s audio installation permeates throughout, connecting the many rooms in the building by way of a gigantic network of reel-to-reel tape players and tape loops. Audio transducers play soundscapes through the walls and furniture, turning everyday objects into speakers.
148 reel-to-reel tape players in total.
It is these magnetic tapes that tie together this strange (un)reality and these tapes that remind me that I myself have an old tape recording lying around somewhere.
This one hasn’t been erased.
But for three years it’s been forgotten at the bottom of a drawer. It’s an interview with Signa, right after she had finished 57 Beds. I’ve never used it for anything. And now, for the first time, I am going to listen to what it holds.

[The sound of a woman talking and material rustling can be heard]
- Now it’s recording. We’ve got about 70 minutes.
“… and it was her staging of her own death, or perhaps it was her sister Anna who was dead, and Nika who had taken over her identity. On the last day I got this tattoo with the name ‘Nika’.
I made it myself with a thick needle and a bottle of ink. As you can see, the ink has bled a bit into the surrounding skin. I sat in a ring of earth wearing a princess dress, which one of the audience had given to me, then I carried out the tattooing process as something Nika or Anna would do. But it was also something for myself personally, as a consequence of having lived so intensely as part of the production. It ran without stop for 250 hours and during its course several audience members actually moved into the installation and lived there for a number of days.”
- Didn’t your son ever ring you?
“No, he was with his father for those ten days. I wasn’t Signa for one second during that time, so those days have been cut out of my life.”
- Or engraved into your life?
“Yes, or engraved into my life.”
[Silence. The sound of departing footsteps and the whirring of the tape player can be heard. Slowly, the footsteps return. Champagne is poured.]
- Cheers!
“Are you okay?”
- Yes, I think it’s great.
“But you are very serious.”
- No, I’m just focused. In another performance you sat night after night in the square at Østerfælled Torv, wearing a bridal gown, I’ve heard.
“I had to bring out the ultimate victim of love in order to turn away from the catastrophe that the world in the production was heading towards. And it worked. It was tough but on the last day, I got a proposal of marriage. So I, or rather, she married a man. He was a fantastic man. He had been to see the production several times prior to that evening. He took her down from her throne then we celebrated and drank champagne and spent our wedding night together. He was there until the next morning.”
- Did he make love to her?
“No.”
- That was a bit dull.
“Not at all, it was very romantic. In fact, it was probably the most romantic night of my entire life. But it was very demanding. I had a tough time after this performance. I strive to become the person I am playing. I try to lie to myself and believe in the reality as it relates to the particular character – both in the run up to, and during the performance.
- What about afterwards?
“No, but sometimes I miss it. Right now I miss Arthur, the actor who played my husband in 57 Beds. I miss the situation of me being Amanda and him being Adam. There was an empty space that Adam filled, although of course it was Arthur who actually did it. So I think that I may return to search for that again, after all, it has to be somewhere. Now I’m going to smoke the last cigarette, do you mind?
- That’s fine by me. I can always go out and get more.
“It was hard to play Wendy in the bridal gown. It really hurt. I don’t think that I have ever been so scared. Really to believe in the miracle of love and to devote yourself to it, even though it doesn’t ever come. And to really wait, sacrificing yourself. And the loneliness of sitting in minus three degrees Celsius in a bridal gown night after night just waiting and drinking vodka shots and burning holes in my veil with my cigarette, shivering from the cold, completely alone.”
- We only have until the candle burns down. It says on the box that they last about 70 minutes. Just like the tape.
“Do you seriously mean to say that your time spent with me is limited to the time it takes the tape to run out? Am I just a part of some contrived scene?
- Yes. Now I’m off to get another bottle.
[Steps can be heard across a wooden floor. A door opens and slams]
“Is that a different type of champagne?”
- Yes, it is – and one that I’ve been looking very much forward to. It’s a deluxe version of Veuve Clicquot’s Yellow Widow.
“I drank lots of Yellow Widow whilst I was at university earning money on the side as a champagne hostess and dancer at Venus Bar. I didn’t really care for Yellow Widow. I thought more about my percentages, and they were higher if I sold Tattinger. There was also a bottle that I can’t remember the name of that came in a beautiful wooden box. Down in Venus Bar it cost 45,000 kroner.
- Was it Dom Perignon?
“It could have been. I didn’t focus too much on selling champagne. I concentrated more on selling my private shows. But if you bought a half or whole hour with me alone, champagne was included.”
- I have drunk a lot of champagne but never at those prices, even when I’ve drunk it in the company of women.
“Well, your also paying for the woman.”
- Why do men want to pay so much for the company of a woman and a bottle of champagne? If a man really wants to buy a woman, there are much cheaper ways than going to this type of strip club.
“Yes, but for example, they couldn’t buy me any other way. I see it as buying a good bottle of wine at a restaurant, where it is served beautifully and can be enjoyed in the right surroundings. If you really wanted to buy a good quality woman who is served beautifully in beautiful surroundings you go to a place like that. And you have to work to even stand a chance of buying her. And you really have to pay.
If you go to a brothel you get sex and that’s it. If you go to a place like Venus Bar you can talk to her for a long time, you can be with her all night and you can kiss her. Even though it may be pretend, it’s as if it’s more personal.”
- You said it yourself: pretend. I can’t understand that it doesn’t make a person who already feels lonely feel even lonelier.
“Yes of course it does, but for me loneliness already plays a big part of my life anyway. And some of the times I have felt the loneliest have been when I’ve been in fictive of semi-fictive roles. Real life, or so-called real life, is terribly lonely. When we say, “Now I am this person and you are that person and these are the set boundaries of what can happen” it can, for a moment, be lonely in another way.”
[Silence. The whirring of the tape recorder can be heard.]
“I’m descended from German nobility.”
- Yes, okay. On your mother’s side?
“ Yes, von Arendt. They were Counts from the Rhineland. They lost everything and came to Denmark. My grandmother’s brother (on my mother’s side) joined the volunteer SS corps during the Nazi occupation of Denmark. This was an embarrassment to the family. Both of my mother’s brothers died young. The one who became a Nazi was incredibly handsome and was the spitting image of Al Pacino. We also have some gypsy blood in us from both sides. My grandmother’s grandmother was a gypsy. She died young and her husband shot himself shortly after her death. That was in Sweden. Her daughter was only 14. She took her younger brother with her and moved to Bornholm. There, they, and following generations, have lived as gypsy fortunetellers.
- And your grandparents on your father’s side?
“They died tragically. My grandfather died suddenly and grandmother suffered a violent death, both before I was born. So I never knew them.”
[A glass is put down on the table]
“Unfortunately a book about Danish art wrote that I’d been abused. It said: ‘Miss Sørensen has previously used her own personal background directly in her theatre staging, which seem to deal with the fact that she was abused by her father as a child.’ The author must have got this idea based upon my Nika performance – Nika had had an incestuous relationship with her Polish father. And also because of my background in the sex industry. We first discovered what had been written at Christmas time. My father told me not to worry about it and that it didn’t bother him. But there’s been so much illness in the family – depression. My father was quite unwell but he wanted to shield me from it because he knew that everything I staged as Nika had nothing to do with him. But I told him that I wanted to sue the publishers. It all ended with them paying us compensation and printing a retraction.”
-You’d have to say then that your playing with reality has had some consequences?
“My entire staging of myself has from day one brought me a lot of media attention, but I’d never dreamed that it would have consequences for my family, who I’m very privileged to have. My brother and I were that sort of extreme student who never got anything but the top grades. With these abilities, it was a big disappointment for my family when I chose not to continue down the academic path when I got my B.A. in art history. It wasn’t easy for them either to understand my escapades in the sex industry nor what my performances were all about. But when I won my first big award, I think they decided to back me up.
My father chose to be part of one of my productions, in a way to make up for the fact he didn’t believe in me to begin with. In 57 Beds, he played Herman, who is hospitalised. He played the part fantastically. He sat there in his hospital bed and there were a number of those who visited the performance who sat and actually cried at his bedside.
We’ve got this history of depression in my family, especially on my father’s side where almost everyone has suffered from it. And then there’s me, who’s led a usurious life, finding out where my limits are. I believe that my mother in particular, who hasn’t seen a single one of my productions, has chosen to block it out because she just hasn’t been able to deal with it.”
- Didn’t she see 57 Beds either - with your father in it?
“No. I don’t think she would be able to deal with that either. He was so realistic in his role. After all, he has suffered from depression himself. And it wasn’t just some sort of ‘fashion statement’ depression. He has been really down there where you are so totally withdrawn into your own darkness that you just can’t do anything. I’ve also had periods where I just sat in my bed and couldn’t cope with getting up or doing the dishes or anything. Have you ever suffered from depression?”
- No.
“You should be grateful. It’s not just that you’re sad, that’s one thing in itself. The worst thing about it is that it’s a physical thing. You are very, very tired and get lots of headaches. I couldn’t do anything.”
[The sound of wine being drink and glasses being put down on the table. Followed by a long silence]
“SMILE!”
-No I don’t want to smile.
“Don’t you want to smile?”
- No.
[The man and the woman both laugh at the same time]
“I was at a Marilyn Monroe competition yesterday, but I didn’t win anything. I put a wig on, but I’d just found out that my grandmother had been diagnosed with cancer, so I was in a strange mood.”
- Where was the competition held?
“In City 2.”
-Why did you enter?
“Why? It was just such a tacky shopping mall Marilyn-Monroe-look-alike competition. So I thought: I can sing like Marilyn Monroe. But you weren’t allowed to sing at all, and the one that won had real blonde hair, and I just had that crappy wig on. I can sing Diamonds Are a Girl’s Best Friend. Or rather, I can’t sing at all – but it was a lot of fun to do it in 57 beds.
Seeing as I’m sitting here getting drunk on champagne, why don’t you put some music on?”
- For the simple reason that I don’t have anything to play it on. The record player is broken.
“That’s a shame”
- Yes it is, isn’t it?
“What about putting a new candle in one of the candlesticks then?”
- I’m not going to do that. We can’t change the rules of the game today. Our time runs until the candle burns out or until the tape runs out. No more, no less.
“What can you get out of an interview like that, do you think?”
- What exactly do you mean?
“Why am I interesting as a person? Isn’t what I create scenically in itself the only thing of interest?”
- The interview justifies itself. Why did you want to make 57 Beds? Why do I want to make an article? Because we both want to create something. I’m just using you for my own work.
“Interesting! So do you want to get to know me? Or just scratch the surface? Or discover my secret?”
- I don’t know in advance how it’s going to end.
“How do you think it’s going?”
- I think it’s going really well. You are speaking stringently, intensely and almost carnally. I like it when you can feel that sentences are almost spelled out in flesh.
“I’m extremely fascinated by your apartment with the gold door handle and the shiny floors. It’s riveting to be here, if somewhat sad. I wouldn’t mind doing a performance here.”
- You say sad, but I prefer to say that time has left it behind.
“Yes. It’s both beautiful and a bit sad. You get the urge to fill it with a some music.”
- Yes, but we aren’t able to do that, unless you sing?
“Should I sing?”
- I’d be more than happy for you to.
“So should I try to sing Diamonds Are a Girl’s Best Friend? We’re certainly getting through these cigarettes, aren’t we?”
-That’s the last one, so we’ll have to share it.
“Okay, it’s nice to share. That’s what my son says. Anyway, Diamonds Are a Girl’s Best Friend…Actually, no. I think I’ll sing Heartaches.”
[A chair scrapes on the floor followed by a few footsteps in high-heeled shoes or boots.]

Heartaches
Heartaches
My loving you meant only heartaches
Your kiss was such a sacred thing to me
I can’t believe it’s just a burning memory
Heartaches
Heartaches
What does it matter how my heart breaks?
I should be happy with someone new
But my heart aches for you

[A round of applause from one pair of hands. Steps and the chair being moved can be heard]
“The candles have burned out.”
- No they haven’t, the one in the middle still has a little flame.
But it’ll have burned out shortly. Has it been two hours?
- No, about 70 minutes.
“The tape recorder is making strange sounds. I think the tape is about to run out now.”
- 72 minutes and 14 seconds it says.
“Now it’s run out”








POLITIKEN, September 2006
By Monna Dithmer (english translation: PLEX)

On the Track of Misery

With her lavish theatrical journey, performance pioneer Signa Sørensen has created a spectacular paraphrase of theatre as a ritual.

I should never have eaten that powder. But once you’ve entered Kronprinsensgade 7, you do the strangest things. The orange powder lay alluringly in a soap kiosk by the entrance under a sign saying ‘Key’. And who wouldn’t want to have the key to what was going on in the building?

The entire building, which appropriately once served as a Freemason lodge, a Pentecostal missionary church and Den Anden Opera, has been taken over by a prince-cult and transformed into something reminiscent of an Eastern European hotel from the time of the iron curtain. Every detail has been brilliantly staged by Signa Sørensen – with Arthur Köstler – who recently received the Association of Danish Stage Director’s merit award for outstanding achievement for her groundbreaking performance installations such as ‘57 Beds’ and ‘Night Finder’.

As a visitor, we bring with us the raw material that holds the entire house together: misery. As soon as I enter, I’m met by a smiling bride who begins cleansing me of my misery by caressing my aura, chanting mantras and lastly, kissing me on the forehead. This is the sole aim of the cult: to remove all misery from the world and restore balance. SIGNA is definitely not averse to message theatre. Instead of passive audience participation, Seven Tales of Misery envelops us into an interactive cleansing ritual in. Perhaps the wellness trend has infiltrated the theatre?

With a polite tone, the strict, cult members, all in crisp, brown uniforms, begin taking us in hand. We are clothed in white, linen cassocks before proceeding, single file, on a tour of the opulently decorated building. At the centre of this universe, we find the large throne room where a massing group kneels around a young, full-bosomed woman. Dressed in a slinky nightdress, she is lies and writhes upon a podium of dark red velvet. She is, as many others turn out to be “in a state of imbalance”. Only Der Prinz can cure this by laying his hands upon her. He (Arthur Köstler) sits regally in the background dressed in a wig and Lederhosen, surrounded by a collection of constantly running reel-to-reel tape players acting as the regalia of power. The 148 tape players, which can be discovered in every room, emit the crucial electro-acoustic spherical sound, which permeates the building through walls and floor: this is the sound of misery.

I discover this when I end up in the domain of Lady Russia, one of the building’s seven lady-virgins. Each lady-virgin represents a different continent. With a backdrop of steaming pots of borsht and the realistic super-kitsch Russian interior she shows the chosen visitors pictures of barbed-wire re-enforced work camps and orphaned children and asks us to record out responses onto the tape. All this recorded misery will then be sent to Lady Antarctica and erased – operation Misery accomplished with one press of the delete button.

Gradually, disturbing by-gone Germanic undertones reveal themselves through the cult’s undertakings and the mixed continents (all women! Here, men are only servants) from the mud huts in Africa to the Japanese Geisha rooms. In actuality, could it be not misery itself, but miserable people who are deleted? The entire squadron of brown-uniform-clad cult members aim to preserve their uniformity – not only among the 60 inhabitants of the house (who carry out their roles with infectious credibility) but also among us outsiders. We are stage-managed as full members of the cult.

Looking beyond the obvious religious or political references that may be derived from ‘Seven Tales of Misery’, the strength of this piece of total-theatre lies in its paraphrasing of theatre as a ritual. The entire building is in actuality a mega theatre stage. A depiction of theatre as entrenched from the outside world and an elitist cult. Was it not Aristotle who talked of theatre as a cleansing, a catharsis. And uniformity, this is the formative process around common human misery, which we are expected to take home. The most challenging aspect of ‘Seven Tales of Misery, is the contrast between controlled uninformativity and varied diversity. Potentially, it’s a case of ‘all power to the audience’. Each one of us has the opportunity to create our own performance on the background of the uniform story.

Unlike in her previous performance installations, in which the audience was immediately let loose to visit the different rooms and tableaux, in ‘Seven Tales of Misery’ Signa has very cleverly created a framework story which is communicated trough the guise of a guided tour. After this, it is left up to the individual audience member to move around and form opinions through dialogue with the characters. For example, joining the sex-drenched cult with its lady-virgins surrounding the prince – a typically distinctive characteristic of Signa’s works, however here she performs in an almost back-seat role of a military Lady of the Law.

I never made it that far, because the powder began to kick in giving me a sore stomach. Perhaps this was purely in my mind – a placebo effect. Whichever was the case, it is evidence of the power of the theatrical magic SIGNA is able to create. The mighty cult of the theatre.








INFORMATION, September 2006
By Mette Garfield (english translation: PLEX)

Languid Loops of Misery

The boundaries between voyeur and participator are eerily blurred in Signa Sørensen and Arthur Köstler’s fascinating performance installation ‘Seven Tales of Misery’

Kilometres of old-fashioned reel-to-reel tape runs from floor to loft, along twisting corridors and through chambers, halls and stairways.
Seven Tales of Misery has taken over PLEX, the building that formerly housed Den Anden Opera.
The house reverberates with the creaking sounds of the tape players. Loops are the main audio characteristic, giving a constant impression that the tape has got stuck. Whispering voices and a plangent cello tone flow through the walls and the carefully chosen, dated old furnishings.
It is the magnetic tape, which physically and as a soundscape, links this shabby world together. A world inhabited by soldiers, scruffy gypsies, singing Russians, Arabian princesses and dancers dressed in bridal gowns. And the magnetic tape becomes an important symbol in this micro-universe and its tale of a Prince who has passed on to his followers his belief that magnetism is crucial for the world’s survival.
The prince’s followers – the people who have taken over the building at Kronprinsensgade 7 – have a mission to maintain this world’s balance. They do this by recording misery onto magnetic tape and then erasing it. It is in actuality this languid sound of misery which beautifully penetrates throughout the building surreptitiously enchanting the audience.

Crawl under a dress
Any voyeuristic tendencies you may have are easily satisfied in this building. In the café you’ll find everyone behaving as ordinary café guests. They smoke, drink coffee, and speak in hushed voices with and about each other. Then suddenly someone crawls under someone else’s dress to be ‘cleansed’, as it’s called. The level of intimacy is overwhelming.
It’s easy to sense how the different stories in Seven Tales of Misery take on their own lives and grow. You certainly get the urge to remain seated – or come back another evening: The production unashamedly absorbs the audience’s time.
It’s also possible to take it a step further and interact with the residents – you can even talk to the Prince, who mildly and in a friendly tone tells that this beautiful and sad universe is only like this because it’s a copy of the real world.
That’s why spectators need courage and curiosity to open the doors on their tour round. You never know what’s on the other side.








BERLINGSKE TIDENDE, September 2006
By Vibeke Wern (english translation: PLEX)

The Magnetism of Misery

Signa Sørensen and Arthur Köstler together with audio artist, Martin Stig Andersen, have moved into PLEX, and with their ‘Seven Tales of Misery’, have created an interesting, cult-like universe.

“It’s just like being accepted into a real cult,” says a young girl as she exits the door of Kronprinsensgade after having spent a couple of hours in the performance installation ‘Seven Tales of misery’. A very accurate description of what it’s like to visit this open performance at Copenhagen’s newest music theatre, PLEX – formerly home of Den Anden Opera.

In the hands of Signa Sørensen and Arthur Köstler, along with audio artist Martin Stig Andersen, the building on Kronprinsensgade has been transformed. Once home to both a Freemason’s lodge and a Pentecostal mission, it is now both a fairytale-like yet scarily cultish representation of a world full of religious, secular and political rituals – including, for example, a total devotion to Coca-Cola.

As soon as I enter, I am welcomed by two brides who initiate the cleansing ritual, then we are taken and dressed in white cassocks. The cult would rather not have that we bring too much misery with us into the building where the naïve Prinz von Traunstien (played by Arthur Köstler) reigns in his regal wig and lederhosen, enthroned in the Grand Hall with a rather provocative mermaid at his feet. A living image of a charismatic religious or political leader who, with help from his followers, endeavours to maintain the world’s balance and free the globe from its misery.

A second preacher, Arnie Zeigler (Der Prinz’ spiritual father) regularly appears, encouraging the audience to participate in healing singing. An interesting audio element in ‘Seven Tales of Misery’ is the collection of old magnetic reel-to-reel tape recorders that run throughout the building and record stories and sounds. Inspired by the late American composer David Tudor’s use of audio-transducers, Martin Stig Andersen has created a fully functioning and well-balanced sound universe with an unceasing, deep base note, which can be sensed by both body and ear. The building itself becomes a sound-emitting body – magnetic tape circulating through the rooms like veins able to pick up bad vibrations.

As in Sørensen and Köstler’s previous performance installations, ‘Seven Tales of Misery’ delves into the aesthetics of decay and disbandment. Retro objects lead the mind to cold-war Eastern Europe, as do the militantly dressed leaders who show us round. And once again, the two artists guide the audience into the subtle question of control and freedom, seduction and submission, as well as authentic and constructed reality.

To those who are familiar with their former works, the format of the performance installation, in which audience members decide themselves the extent they interact with the performers, will be of no surprise. Throwing yourself into the stories is what “Seven Tales of Misery” is all about. Stories such as those of the seven ex-prostitutes who, in each or their chambers, represent the different continents. In these continents, unrest and imbalance smoulder under the surface and in the connecting halls and on the stairways homeless refugees converge.








JYLLANDS POSTEN, September 2006
By Henrik Lyding (english translation: PLEX)

Fascinating misery

Powerful installation theatre experience religious sect

My greeting comes in the form of a loving kiss on both cheeks from a bride dressed in white. Following this, uniformed guards take over. However, their tone is mild, not harsh.
We have entered the house of a sect – a religious sect. As new recruits, we are given white gowns to wear and are guided round. Appropriate in a building that once belonged to the Pentecostal Movement and before that, home to a Freemasons lodge. After this, the building became Den Anden Opera and now it houses PLEX music theatre.

The seven continents
PLEX’s first production is a terrific piece of installation theatre. It boasts a cast of 60 and has transformed every room of the building into a religious drop-in centre.
We wander round lead by two soft-spoken, young disciples who tell us about the Prince, his birth and how he first met with the world’s misery.
We file past the Prince in the throne room and visit the seven continents, symbolised by seven young women, all the time accompanied by a backdrop of reel-to-reel tape recorders constantly collecting a multitude of misery and sending it on to the Prince, who then erases it.
We meet the world’s displaced souls, visit the dormitories of the disciples’ – who are married four with four – we observe their small chapel, view their modest kitchen in which simple food and we visit the women of the seven continents.
The colourful and happy Africa, the direct and blunt America, the cabbage-tainted Russia. And before we’re let loose on our own, a ribbon of magnetic tape is tied around our wrist to protect us from the misery.

Fantastic experience
Now it’s more of a sense of being brainwashed that creeps up on us – that’s how thoroughly well executed and convincing the performance in Signa Sørensen and Arthur Köstler’s total installation is. The old building provides a fantastic feeling of by-gone days with its faded wallpaper, worn-down staircases, grotty attic rooms and damp-stained basements. And the many performers, from princesses and beggars to the disciples themselves, fulfil their roles with an impressive combination of authentic reality and theatrical mystique.
As installation theatre goes (a field in which the duo Signa Sørensen and Arthur Köstler are well versed, with a number of success performances under their belts) it doesn’t get much better than this. There’s a feeling of landing in a frozen pocket in time and on an unknown continent at the same time. There is also a definitely threatening element as the universe being depicted by the production symbolises the mixture of tyranny and total devotion that unfortunately is all too prevalent in the real-life religious sects of today. Luckily here, unlike in these real-life sects, you are able to walk out the door once you’ve seen enough.








THE ULTRA WEDDING (57 CAMAS)

LA NACION, Viernes 14 de octubre de 2005
Por Carlos Pacheco

Tres performances basadas en el juego

CORDOBA.- La programación del 5º Festival Internacional de Teatro Mercosur, de Córdoba, depara algunas sorpresas muy inquietantes. Descubrirlas implica hacer un recorrido por la ciudad: transitar sus calles, ingresar al área antigua del Hospital Español y hasta introducirse en una fábrica de zapatos.

Una cama/57 camas
A las 15.30, la siesta cordobesa se impone pero, no lejos del centro, en el viejo Hospital Español, un grupo de performers hace de las suyas. Allí se desarrolla "57 beds-the ultra wedding", una creación de la artista dinamarquesa Signa Sorensen. Durante 100 horas un grupo de personas, que vive en el edificio, desarrolla un juego inusual que sólo se descubrirá después de estar varias horas o asistir varias veces al lugar. Ya llevan aproximadamente 70 horas de juego ininterrumpido.

El espectador llega y luego de recibir algunas instrucciones ingresa al espacio en donde un hombre y una mujer -que hablan en inglés, y por momentos son malísimos- deciden sobre el destino de unos jugadores. Una diosa también habita el lugar y ella puede bendecirnos, recibir nuestras confesiones y hasta dar castigos y premios a los jugadores.

A través de una rueda de la fortuna los gamesmaster (la persona que dirige el juego) asignarán identidad a los que están en competición: un doctor, un ángel, una princesa, por ejemplo. Ellos desarrollarán una rutina y así obtendrán un puntaje. Al cabo de las 100 horas, un perdedor se enfrentará a un ganador. El juego no sólo está entre los participantes, también los que observamos entramos en una rutina particular: por momentos hacemos apuestas, en otras la salida de la diosa de su hábitat nos hace gritar "La diosa, la diosa" y ella nos bendice.

Los malos gamemaster reclaman a los sirvientes del lugar para que traduzcan sus órdenes y todo es inquietud. También se pueden visitar las habitaciones y allí, tal vez, nos encontremos con los sirvientes durmiendo o comiendo o bañándose. Un adolescente pregunta a este cronista: "Hace mucho que estás". "Una hora aproximadamente", es la respuesta. "¿Y vos?", va repregunta. "Es la tercera vez que vengo. Anoche estuvo mi hermana y después no podía dormir tratando de descubrir las claves."

Es que Signa Sorensen, una destacada especialista en performances-instalación, saca, en este caso, a los juegos de computadora de su ámbito tecnológico y los pone en un espacio natural, ¿escénico? Lo que sucede allí es verdaderamente interesante. Por momentos se deja de ser espectador para ser actor. O el activo jugador puede convertirse en personaje mutable. Los jóvenes, sobre todo, van una y otra vez al lugar con la intención de encontrar en esa nueva realidad que se les propone algo que los entretenga y divierta. Algo provocador conmueve al que mira y de inmediato hay que tomar postura, o se juega y esto es muy placentero o se retira del lugar. No hay opciones. Pero algo también queda en uno, cierta sensación de sentirse un "tonto" que alimenta un juego también "tonto". La sensación es de cada uno y cada uno la resuelve si quiere.








LA VOZ, Córdoba, Argentina, Martes 11 de octubre de 2005
Por Verónica Molas

La vida en escena

Cada uno de los relojes antiguos que pueblan las mesitas de luz y las cómodas en las habitaciones del Hospital Español marcan una hora diferente. Es la certeza de que el tiempo es también una ficción. Esos relojes que hacen descansar al tiempo son apenas algunos de los muchos y variados objetos y utensilios que se exhiben, como en altares, en la obra 57 beds: son también algunas de las señales del desconcierto que definió el inicio de las 100 horas de teatro ambiental que estarán corriendo hasta el viernes a la medianoche, y que se puede visitar en cualquier momento para ver cómo sigue el juego.

Muchos de los códigos teatrales están tergiversados en esta puesta de la directora danesa Signa Sorensen. Desde el ingreso al hospital (en un sector que está en desuso del viejo edificio del hospital), los movimientos del público están pautados por enfermeras que dictan órdenes de una manera que roza el autoritarismo. Está claro que se deben respetar las consignas para entrar a este juego. Ya adentro, la rueda de la fortuna es la acción principal, la que guía los acontecimientos. Después, cuando se atraviesa el pasillo del silencio, la performance teatral se diluye en otras acciones.

Por las habitaciones

Los actores han tomado distintas habitaciones y han comenzado a vivir la vida de sus personajes internados. La Diosa tiene su cuarto sagrado que se parece, como la rueda de la fortuna (donde están los game masters) a un altar. Está lleno de estampitas, y no faltan las fotos personales. En las primeras horas de 57 beds, la Diosa repartió consejos y fue muy consultada. Los otros se desenvolvían con naturalidad, recorriendo las habitaciones, el baño, la cocina. Incluso un par de adolescentes del público ayudaba a uno de ellos a realizar una salsa.

El público, que desde el arranque estuvo ingresando constantemente, se distribuyó por este recorrido, al principio con timidez, luego ganando confianza. Lo cierto es que las historias estaban ahí, en ramillete, al alcance de la mano. Esperando en cada rincón, dentro de cada cajón, en los roperos viejos, en el entorno recreado que acompaña las camas: cepillos de dientes en sus vasos, vestidos, máscaras, zapatos, como los que la “princesa enferma” (el rol que le tocó jugar a uno de los personajes) dejó desparramados, mientras pedía a los asistente un “par número 40”.

El público podrá seguir el juego de 57 beds y descubrir en cada historia la suya, o construir otras a partir de sus recuerdos, de su experiencia.








THE BLACK ROSE TRICK

POLITIKEN, den 9. marts 2005, 2. sektion, side 6
Af Janus Kodal

Hotellets Gåder

Stykket 'The Black Rose Trick' er en befriende leg med identiteter.

Det er en organisk labyrint, der åbner sig, når man træder ind i The Black Rose Trick Hotel. En labyrint af historier og forestillinger, skæbner og effekter. Med ét er Malmøs grå omgivelser nulstillede - man befinder sig i Signa Sørensen-land! Det kan man sige, når man har oplevet denne pioners tidligere værker, f.eks. Twin Life-projektet, der løb over 2001-2002 og den store forestilling '57 Beds' fra sommeren 2004. Så genkender man fascinationen af en romantisk lurvet æstetik, som rummer stemninger fra så forskellige offentlige rum som natklubber og hospitaler. Man genkender skæbner, der for en tid er pillet ud af hverdagstragediernes anonymitet. Signa Sørensens genre er med et usexet ord performanceinstallationen. Meget er der på forhånd gjort ud af at fylde rummene med nøjagtige, tidsangivende effekter for at skabe den helt rigtige patina. Men de typecastede skuespillere og Sørensens karakteristiske 'game-instruktion', hvor spillerne i høj grad anvender egne følelser og reaktioner, er kronen på værket. Det er sådan, publikum hvirvles ind i historien, så det svimler, og selve værket synes at stå på spil med hver enkelts besøg. Som publikum opfordres man da også til at blive, når man først er blevet checket ind på hotellet og har fået udleveret identitetskort og Trick-penge. »Brudesuiten i nr. 107 er ledig«, fortæller Miss Black Rose. Det er Signa Sørensen selv, der er castet som hotellets ejer. Vælger man at blive, kan man forsøge at gå linen ud i brudesuiten. Under alle omstændigheder trænger man som publikum dybere ind i værket, jo mere man tør risikere. Kommunikationenpå hotellet foregår på engelsk, og der er et bureaukratisk apparatus som i en gammel østeuropæisk lufthavn. Det har med fortællingsrammen at gøre. Hospitalet på 1. sal og militæret i kælderen mener at være på sporet af et såkaldt E-N-D-syndrom. Syndromet, som fører til døden, begynder med tegn på dekadence og depression, og måske kan det afsløres ved en øjenundersøgelse. Bare måske. En usikker undtagelsestilstand råder, men selv om vigtige ting rationeres, og alle konstant er overvågede, er medarbejderne tilfredse med at være på hotellet. Det var de i hvert fald på åbningsdagen i fredags. Men ingen ved, hvad der kan ske i løbet af døgnene. 'The Black Rose Trick' er som værk, sociologisk forskning og forsøg det mest relevante, scenekunsten p.t. har at byde på. Dels for den gennemført tilbageskruede tid (vi befinder os i en lomme vel omkring 50 år tilbage), dels især for den åbenhed og befriende leg med identiteter, der er tænkt ind i værket. Denne følelse af at sejle på et skib på vej til helvede indstifter en sær samhørighed, der bereder vejen for Signa Sørensens hidtil mest præcise karakteristik af samtidens dødelige dekadence gennem det menneskelige møde, som er kunstværkets kerne.








BERLINGSKE TIDENDE,
den 9. marts 2005, 2 sektion, magasin, side 10
Af Vibeke Wern

Farlig virus på hotellet

PERFORMANCE. Signa Sørensen har i sin nye performance-installation »The Black Rose Trick« i Malmø kreeret et fascinerende hotel med både militærbase og hospital.
»The Black Rose Trick«, The Black Rose Trick Hotel, Suezgatan 11, Malmø. Spiller nonstop til og med 14. marts. Fire stjerner

Malmø har fået et nyt hotel, The Black Rose Trick Hotel. Det er ikke noget helt almindeligt hotel, men en gådefuld 900 kvadratmeter stor bygning, hvor danske Signa Sørensens nye, interaktive performance-installation, »The Black Rose Trick«, udspiller sig. Som på ethvert andet hotel starter publikum ved ankomsten med at checke ind i receptionen. Hermed er det interaktive spil mellem performere og publikum sat i gang. Et interaktivt spil, hvor publikums dialog og nysgerrighed efter at trænge ind i hotellets mange mystiske historier er proportional med udbyttet af hotelopholdet. Allerede i receptionen afslører den militante justits og kravene om udfyldning af diverse dokumentationspapirer, at man er på vej ind i en performance, iscenesat som et bureaukratisk og totalitært univers. En performance, hvor Signa Sørensen, der er hotellets smukke og forførende værtinde, endnu engang lige fra start sætter et subtilt spil i gang om grænsen mellem kontrol og frihed, mellem forførelse og underkastelse og mellem autencitet og konstrueret virkelighed. I en skolestue får man indprentet reglementerne på hotellet, der huser en militærbase i kælderen og et eksperimenterende hospital på øverste etage. En virus med forkortelsen END har spredt sig, og hos generalen alias performeren Arthur Köstler kan man få bekræftet, at symptomerne bl.a. er dekadence og depression. Overalt i huset er der overvågningskameraer og TV-apparater, så selv om vi befinder os i et tidsbillede, der ligner et østland i 1960erne, må vi konstatere de skræmmende ligheder med vores egen nutid. Underholdning har jo altid været et godt middel til at flytte folks tanker væk fra det, vi kalder virkeligheden, så selvfølgelig kan man også lade sig underholde i danserestauranten, hvor gamle slagere fremføres fint af hotellets mange varieté-kunstnere . »The Black Rose Trick« er med sine mange kvadratmeter og de omkring 50 medvirkende Signa Sørensens hidtil største performance-installation. Det er interessant at gå på opdagelse i den store bygning, men spredningen af aktørerne over det meget store areal gør det denne gang sværere for publikum at knytte de mange personhistorier sammen. Alligevel bliver man imponeret over koordineringen, detaljerigdommen i installationen og de forskellige aktørers rollespil.








COPENHAGEN POST, 17.03.2005

Closing time at the Black Rose Trick Hotel

Black Rose Trick Hotel, an ambitious theatre project in Malmö, invited guests to a twilight land of dreams and nightmares.

A young private sits on his bed with a knife, threatening to commit suicide: ‘This is a game, but we have to take the game to the end.’
Just another night at the Black Rose Trick Hotel which transformed an abandoned Malmö smokehouse in was transformed for ten days into an ambient theatre project conceived by award-winning concept artist Signa Sørensen. From 4-14 March, the hotel-theatre served as home for 50 Swedish, Danish, and German actors who assumed the roles of military personnel, hospital and hotel staff, and entertainers.
After waiting for up to an hour on the steps, visitors were greeted by the diabolical, whip-brandishing General Jimmy Adler, who demanded guests to demonstrate ‘self-organisation’. Guests slowly filed up to the registration desk where they received their ‘passport’ and were led into an orientation session. Here, a staff member explained that the military presence and surveillance cameras were strictly for our own safety: ‘The Black Rose Trick Hotel is the safest place on earth.’ Visitors learned about the deadly E.N.D. Syndrome that ravaged residents of the hotel and the shady business dealings of the hotel’s owner, Miss Black Rose.
Afterward, visitors were free to wander throughout the space and stay as long as they wished. Speaking with actors and other guests, visitors could gather information and rumours and piece their own narrative together. There was the chambermaid Lulu who politely made a guest’s bed and explained that she had been working at the hotel for several months, sending money home to her family. There was Gracie, who always felt happy, because there was so much dancing and really no need at all to think about the Syndrome.
Peculiar items quickly became apparent: The barren interrogation rooms lit by a few harsh light bulbs in the basement. Guest rooms atrociously decorated in the best East German kitsch. Betty Day singing ‘Somewhere over the rainbow’ in the blood red cocktail lounge, in a scene that borrowed heavily from Twin Peaks.
In the clinic on the top floor, plates of stale beef stroganoff grew mould in the windowsills. Beds went unmade and antiquated medical equipment lay strewn about. Here the sleep-deprived Doctor Fleischer, dressed only in his white frock, babbled on about how ‘the mind is a dangerous thing.’
Ultimately, the juxtaposition of these elements created a sinister yet captivating atmosphere. One where dreams, nightmares and reality blended together and fascism, decadence, and good customer service mingled like guests at a cocktail party.
The Black Rose Trick Hotel can be seen as a giant metaphor for the state of our contemporary culture. A place where disease and dark secrets in the basement can easily be avoided by ducking into the entertainment lounge to hear pleasant music and dream about a place over the rainbow. And like the mysterious hotel in the Eagles’ song, you can check out any time you like, but you can never leave.








Dekadencens general
Af Lars Borking

Ved broen på Suezgatan i Malmö ligger hotellet "Black Rose Trick", med vinduerne vendt mod kanalens vand. Her udspiller sig i disse dage et stykke perfomancekunst i et personligt nedsmeltningsblend, hvor man som publikum indlogerer sig på hotellet som gæst. Lars Borking fortæller historien om hotellets militære topfigur General Adler. En mand i kamp mod den farligste sygdom verden endnu har set: E.N.D.-syndromet.

Jeg står i baggrunden og kigger ind over en cabaretscene fra 1930'erne. Udenfor hotellet er en krig i gang, men herinde hersker stripbarens røde orden: Et rødt plysgulv, en spejlbar i hjørnet, spilleborde, små lukafer med betrukkede sæder og i midten foran scenen sidder Generalen med sin hustru. Foran ham på bordet ligger en ridepisk. Dette er hotel Black Rose Tricks balsal. Det er lørdag aften, og sammen med min ven Mr. Kohl er jeg sluppet forbi en emsig receptionist, der ville have os til at vente i receptionen. Men vi kunne høre en dyb kvindestemme synge: "I can hear the sound of violins - long before - they begin", og vi kunne ikke vente på formalia. Sangerinden er sort og bærer en skinnede rød pallietkjole. Kjolen er stram og der er nok at kigge på, da en stemme over et skrattende højtaleranlæg undskylder afbrydelsen og efterlyser Mr. Kohl og Mr. Borking. Vi skal gå til receptionen. Pinlige over at blive kaldt frem, skynder vi os ud af mørket, og mødes af en nu venlig receptionist. Han har talt med hotellets bestyrer og Generalens hustru Mrs. Black Rose og alt er iorden. Vi udstyres med ID kort, og gennes sammen med andre nytilkomne ind til en general introduktion af en militaristisk oversygeplejerske. Hun fortæller om hotellets indretning. Der er åbenbart tilknyttet et hospital på førstesalen, og en militær enhed i kælderen. Tonen er streng, og hun afbryder sit foredrag om reglerne, der er til for vores egen sikkerheds skyld, da hun ser jeg ligger cigaretten for at tage noter.
- Enten skriver du, eller du ryger, siger hun på engelsk. Alle taler engelsk, og jeg svarer det eneste mulige svar: Yes, madame.

Eye Neoplasm Defilement
Jeg har fået et interview i stand med Generalen nede i hans kontor i "the basement unit". General Adler sidder bag et stort skrivebord, og jeg har fået hjørnet af en bænk op mod væggen i behørig afstand. På bænken længst væk sidder min ven Mr. Kohl. Bag os lyser et vindue, til et forhørslokale med en stol, en lampe og et kamera.
Generalen overtager interviewet fra start.
- Hvad er dette, spørger han, og løfter den optager, jeg har sat foran ham.
Jeg svarer, at det er en båndoptager, og han kigger omhyggeligt efter, hvorefter han siger:
- Der står, at det er en "digital voice recorder", så hvordan kan det være en båndoptager, når den ikke bruger bånd?
Præcision er ikke min stærke side. Jeg har Jack Daniels i blodet, og er allerede mundlam.
- Generalen har ret, det er ikke en båndoptager, svarer jeg og forsøger at få gang i interviewet ved at spørge til Generalens uniform. Hvad er alle disse symboler - luftvåbnets ørn, den sorte gallauniform, og de sorte lange støvler. What are these boots for, spørger jeg klodset på engelsk. Og Generalen svarer, med en Nancy Sinatra strofe:
- These boots are made for walking.
Han er stram, men ikke uden humor.
Han er netop ankommet til hotellet dagen forinden, fordi han herfra kan bekæmpe det som truer os alle. Det såkaldte Eye Neoplasm Defilement-syndrome.
Jeg har aldrig hørt om E.N.D.-syndromet, men er i første omgang også mere interesseret i Generalens liv og person. Jeg prøver at få ham til at uddybe, hvad han laver på hotellet, og han svarer:
- Det kan jeg ikke fortælle dig, for det ville bringe dig i fare, hvis du vidste for meget.
Hvor kommer Generalen fra?
Han kigger på mig med undren, og svarer:
- Fra staten, selvfølgelig, hvad mener du?
Men Generalen er vel ikke født af staten. Har han ikke forældre?
- Nej
Øh, jeg går i stå - forvirret glemmer jeg at spørge, hvordan han så er kommet til verden, og spørger i stedet, hvor han er vokset op?
- I Adler-lejren. Deraf mit navn. Du burde kende den, det er den mest avancerede lejr.
Jeg forstår på tonefaldet, at der ikke skal spørges mere til lejren.

Nedsmeltning
Det er morgen og jeg har overnattet på hotellet. Min ven Mr. Kohl er taget væk og jeg spiser havregrød i hotellets bar. Grøden er klistret, mørtelagtig, med splattede æbler. Og alligevel roser jeg maden, fordi servitricen er lækker. "Umm good food", tager skeen op, men kan ikke få den ind i munden og vender den. Det siger splat. Jeg overvejer seriøst at droppe interviewet.
Generalen er tidligt oppe, og nu hilser han med noget, der lyder som et slogan: "Der er for meget kaos og jeg kan ikke arbejde i kaos". Han har været oppe hele natten og er på vej i seng.
Jeg har sovet i et værelse med hotellets personale, fordi der ikke var flere ledige værelser. Jeg vågnede ved, at en kvinde brokkede sig højlydt over, at jeg havde taget hendes seng. Blandt fremmede kvinder i den eneste seng, der var ledig i nat. Hun skældte mig ikke ud direkte, men inddirekte. Hun sagde f.eks. "er der ikke nogen, der kan vække ham, og fortælle ham, at man ikke sover med sko på i sengen."
Jeg skal væk. Kan umuligt skrive om det her. Fuck portrættet af Generalen. Jeg interviewede ham i går, men alting smelter sammen. For at komme ind på folk, har jeg taget en ny identitet. Jeg er raporter fra "the private sector", og påstår at jeg sideløbende arbejder med en teori om kærlighedens sygdom. Men nu bliver det for meget. Jeg kan ikke tænke klart. Sprutten fra i går gør mig tung. Og klaustrofobien sidder i alle hjørner. Man siger at mænd kun kan gøre en ting af gangen. Det passer på mig. Jeg kan ikke håndtere opgaverne: Rollen og interviewet. Det lyder simpelt, men min hjerne smelter ned. Måske er det presset fra militæret. Alle de her: "Kan jeg venligst se dit ID-kort - det er for din egen sikkerheds skyld". Jeg har været her i ti timer, og skal væk. En chance byder sig for at følges med en smuk kvinde. Det kan ikke gå stærkt nok, men det er alligevel forkert. Noget holder mig tilbage. Hotellet holder på mig. Jeg kommer i tanke om en gammel sangtraver: You can tjeck out any time you like, but you can never leave.

En giraf på afveje
Tilbage i kælderen under interviewet er jeg rådvild. Jeg aner ikke, hvordan denne general skal gribes an. En grå drejeskive-telefon ringer på Generalens skrivebord. Det er noget med en fest, og Majoren skal invitere udvalgte gæster. Festen skal vist foregå i Generales egen suite, og General Adler instruerer Majoren om at gemme en flaske cognac, førend gæsterne kommer. Det skal udvikle sig til en scene, men det ved ingen af os på nuværende tidspunkt. Telefonen giver et sidste ring fra sig, da den ligges på.
Min ven Mr. Kohl bryder ind i interviewet. Men nu bliver jeg for alvor forvirret. En varmeblæser støjer højlydt, og Mr. Kohl siger til Generalen:
- En berømt admiral tager flådens hovedstyrke med sig. Det er i 1430. De krydser havet, for at hente en skat. Et dyr man ikke tidligere kendte til. En giraf. De bringer giraffen tilbage til hovedstaden for at give den til regenten. Hvad er navnet på hovedstaden?
Jeg er sat af - hvorfor spørger han om det - er det sådan man tiltaler Generalen?
Generalen kigger på min ven og spørger:
- Hvorfor er det vigtigt for dig?
- Alle spørgsmål uden svar er vigtige, siger Mr. Kohl
En servitrice banker på døren og kommer ind for at servere Generalens aftensmåltid. Det er svært at se, hvad det forestiller. Han tager kniven i hånden:
- Jeg tror, der er mere interessante ting for dig at bekymre sig om. It allmost makes me sad, siger Generalen og afviser således flere spørgsmål af den slags.
Hvordan virker the E.N.D.-syndrome,
spørger jeg Generalen.
- Det manipulerer din hjerne. Får dig til at gøre ting, du ellers ikke ville gøre. Du mister fokus.
Hvad kunne være et eksempel?
- Din ven, kunne være et eksempel svarer Generalen. At bruge sin tid på ligegyldige spørgsmål.
Eye Neoplasm Defilement-syndrome betyder noget i retning af ØjenSvulst Besmittelses-syndromet.
Generalen henviser til sin læge Dr. Fleicher, som endnu ikke ved, hvad syndromet skyldes, men har kortlagt tre forskellige symptomer på syndromet: Dekadence, udprægede problemer ved social indordning og depression. Jeg tænker på Generalens cognacflaske og hans ridepisk. Han er ikke uden dekadente træk.

Dekadencens kontrolrum
I stedet for at flygte, bliver jeg - og kigger på kvalmen. Jeg står nu i kontrolrummet, hvor hotellets overvågningssystem er samlet i en gigantisk endevæg af monitorer. De fleste afdelinger er overvåget. Værelser, forhørskælder, sygehus, selv Generalens suite, hvor man netop nu kan se general Adler ligger med nøgen overkrop på en stor dobbeltseng med sin hustru Black Rose. I suiten brager lyset ind og blænder monitorens skærm gennem de orange gardiner. Gulvet er fløjelsbordeaux og sengens silkelinned er lilla. Sammen med en ældre svensker, står jeg og tjekker monitorerne, og siger henkastet. "Han er sgu da pervers den general". Men det mener svenskeren ikke. "Neej deet." Og jeg spørger ham, hvilken anden general, der ville smide tøjet og lade sig filme med sin kone i sit eget soveværelse. Det kan han ikke svare på. Jeg overvejer, om jeg alligevel skal forsøge at portrættere denne dekadencen general. Og kigger rundt. Der sker ikke meget på hotellet. Ikke foran skærmene i hvertfald. Og alligevel. Mrs. Rose har spredt benene i soveværelset. Min svenske ven er forstenet foran den ene monitor, med næsen i diskret afstand, men med hele sit væsen fokuseret. Hun har lyserøde trusser på, og Generalen begynder gnide hendes fisse uden på trussen. Det her udvikler sig. Jeg bliver pinlig. Selvfølgelig er det lækkert. Men det er også ulækkert. Jeg er for bonert, og kan ikke håndtere min svenske vens åbenlyse koncentration, og selv om det der nu sker, virker højest mærkværdigt og pirrende, giver jeg op. Jeg har kvalme. "Der kan du se, han er pervers", siger jeg og går. Finder et værelse. Ligger mig for at blunde. Og falder ind i en flydende feeling, hvor hotellets lyde bliver til billeder.

Generalen tror ikke på fiktion
Tilbage dagen forinden i interviewet giver jeg langsomt op. Generalen snakker udelukkende i paroler.
Hvad er det konkret, som gør ham bange?
- Jeg er ikke bange. Jeg er bekymret for statens folk. Jeg kan lide at udtrykke det som en bekymring for deres frihed, smiler Generalen.
Jeg vil gerne vide mere om General Adler, og jeg forsøger en ny taktik. Jeg sætter mig på hjørnet af hans skrivebord. Min ven Mr. Kohl er gået. Det er tid til at blive lidt mere intim, og desuden har jeg svært ved at høre, hvad Generalen siger på afstand, fordi en varmeblæser larmer. Men det er et desperat træk, og Generalen affærdiger mig med det sammen. Sådan kan jeg ikke sidde. Jeg rejser mig og berører en tallerken der klirrer.
- Du laver uorden, Mr. Borking. Jeg ved ikke, hvor du kommer fra, men din opførsel er højest speciel, og din forståelse urimelig lav.
Tonen er ny, jeg er ved at blive uvenner med Generalen, og kan ligeså godt fortsætte:
- Undskyld - min forståelse er lav, fordi du ikke fortæller mig noget.
Kan du fortælle mig konkret, hvornår du stødte på the E.N.D.-syndrome i dit eget liv?
Men jeg har tabt ham, og han overtager interviewet.
- Hvor kommer du egentlig fra, Mr. Borking. Du arbejder ikke for staten. Tror folk generelt på, det du skriver?
Jeg ved ikke helt, hvad Generalen mener og svarer noget tåget snak, om at folk tror på avisen. At vi har brug for at tro, og at vi også tror på fiktionen. Hvilket promte afvises af Generalen.
- I don't believe in fiction, siger han.
En sygeplejerske kommer ind og vil tale med Generalen i enerum. Jeg er nødt til at gå ud, men lader min digital voice recorder stå på bordet.

Småpiger og rygter
I værelset, hvor jeg ligger og blunder, åbner Mr. Cheat døren. Det er åbenbart hans værelse, jeg nu har crashet. Det er vist okey, han skal bare have noget i sin kuffert. Jeg ligger med et gråt militæruldtæppe over mig, og et gammel ur tikker, uden at være trukket op. Klokken er kvart i seks.
Jeg spørger til et rygte, med halvt lukkede øjne. Er det rigtigt at Generalen og Majoren, ikke er de bedste venner? - Tja svarer Mr. Cheat, majoren er ikke tilfreds for tiden, fordi han tidligere havde hele ansvaret og kontrollen over hotellet. Men nu hvor Generalen er vendt tilbage for et par dage siden, er Majoren degraderet til at servicere. Og det passer ham ikke.
- He's a little pissed - these days, siger Mr. Cheat.
Han tager et håndklæde og går ud, og jeg falder tilbage under tæppets rolige trance. Halvt sovende. Nogle små piger skriger. Enten fniser de grinende, eller også stønner de fnisende. De udånder og griner, og skriger. Lydende blander sig med Mr. Cheats sang fra badeværelset. En dyb balkan lala-balade, der fortsætter uendeligt. Mr. Cheat kan godt lide lange bade. Jeg falder hen, og vågner først ved, at døren åbnes af småpigerne. Den ene omkring ti den anden lidt ældre. De fniser og griner, og Mr. Cheat tager i døren. Åbner kun med håndklædet omkring sig, og vinende løber pigerne op i sengen. Hans overkrop er senet og veltrænnet som en soldats. Hans ansigt prøvet og uforudsigeligt. Han skal nok være 40 år. Måske mere. Måske meget mindre. De har stjålet hans tøj og han leger flirtende med dem. "I like them small" siger han til mig, da de er stukket af gennem døren.

Et budskab til verden
Interviewet i kælderen er slut. Jeg skal bare have listet optageren i lommen, uden at Generalen tænker over, at den har optaget den samtale, jeg netop er blevet forvist fra. Jeg kigger Generalen i øjnene, og stiller et sidste spørgsmål, mens jeg tager optageren:
Har du et budskab til verden?
Generalen kigger på mig, som om jeg er en fireårig, der siger til en alkoholiker, at det er usundt at drikke.
- Tror du virkeligt, at man kan give verden budskaber?
Selvfølgelig, svarer jeg, men kan godt høre at Generalen er uenig.
- Jamen så fortæl verden, at den skal være opmærksom. Be aware, siger Generalen og forlader mig.
Da jeg senere hører optagelsen igennem, viser det sig, at Majoren har opført sig uterligt i Generalens suite. Majoren har pisset ud over det hele. Han var virkelig "pissed".
Dekadencen trænger ind over alt.








Night Finder III - THE MERCY GAME

DANSTIDNINGEN, 2004-09-16
Af Astrid von Rosen

"Liveart" under Älvsborgsbron

Fakta:
Namn: Nordic Excellence - An Extraordinary Live-Art Extravaganza
Ensemble: Konstnärligt ansvarig: Danjel Andersson. Ca 40 artister/grupper medverkar
Plats: Röda Sten, Göteborg 27-29 augusti. http://www.perfectperformance.se

För mig börjar performancefestivalen i biljettkontoret på Pusterviksteatern. Infobladet för Nordic Excellence - an extraordinary live-art extravaganza faller sönder till ett pussel, det är perforerat och jag knölar irriterat ned bitarna i väskan. Prettovarning. Och samtidigt sånt som man minns långt efteråt. Men å andra sidan så har ju gänget som gjorde förra årets Perfect Performance-festival på Kulturhuset i Stockholm gott rykte.
Filmklipp. En karta, Kärleksgatan, människor som möts, fast ändå inte, ljud. Jag höll på att svimma i det fullsatta och syrefattiga rummet. Sedan ut i den råkalla kvällen för att se Signa Sørensens Night Finder III - the mercy game som utspelades under Älvsborgsbron.
På avstånd skymtade man husvagnarna i skogen, det såg det ut som en plats där hemlösa bor utan att bo, en plats man undviker.
Inne Röda Sten satt det förresten skyltar med texter om hemlöshet, men om det fanns något samband vet jag inte. Hur som helst så blev det svårt att hålla isär intrycken. Var det riktiga kanyler i husvagnarna, var det vodka i flaskan? Tänkte de bjuda på något? Vågade man i så fall dricka något?
Det var som att balansera på en plågsam gräns mellan att delta i spelet och iaktta med distans. Vi följde pliktskyldigt och fumligt mannen i peruk som likt en gammal änkedrottning linkade nedför den jordiga sluttningen och lockades med i en historia som var fylld av arketyper. Stjärnornas krig eller cirkusromatik, bara att välja. Vi kunde satsa pengar eller prylar i ett roulettspel som sedan styrde fortsättningen, följa med in i husvagnarna om vi vågade, se artisterna klä av sig, visa sin nakenhet.
Det var som att få en snara om halsen, publikens underläge var så påtagligt. Ordet underhållning fanns inte mera, bara du själv och den skrämmande möjligheten att gå in i en annan värld, blandad med viljan att springa därifrån.








NUTIDA DANS, den 1 september 2004
Af PhD Hans T Sternudd

”The finest live art around” visades på Nordic Excellence (NE), Extraordinary Live Art Extravaganza (27-29 augusti) en festival som ingick i Göteborgs Dans and Theatre Festival (20-29 augusti). Under Danjel Anderssons konstnärliga ledning hade ett trettiotal artister från Skandinavien samlats till Röda sten. NE utgjorde en fortsättning på förra årets Stockholmsfestival Perfect Performance.

Signa Sørensens ”teater-installation” Night Finder III - the mercy game var NE:s mest diskuterande och anslående verk. Night Finder pågick dygnet runt under hela festivalen. Spelplatsen var raffinerat placerad under Älvsborgsbrons fästen, en plats som hemlösa i Göteborg ibland befolkat. Här hade ett husvagnsläger byggts upp, komplett med tvättlinor, campingbord och lägereld. Under nätterna lystes platsen upp av lysrör och lampor som hängts upp i träden. Som nattfjärilar dras mot en lampa lockade Night Finder stora skaror som tog risken att sveda sina vingar för att ta del av spelet. Längst upp på den stark lutande spelplatsen tronade ”the gamemaster” i en soffa, välvilligt delande med sig av sin visdom till besökarna. Hennes (eller var den en man?) viktigaste uppgift var att styra det återkommande spelet i spelet. Målet med detta var oklart, de som spelade hade uppnått nivå åtta (men antalet nivåer var oändligt). Själva handlingen i detta inre spel betstämdes av mästarens snurrande på lyckohjul, sedan följde en improvisation, som skilde sig från en normal dramaövning genom att den fiktiva nivån bröts upp av reella inslag. När spelarna började injicera okända substanser och urinerade på ”scenen” (det gick rykten om offentliga samlag och att man druckit varandras blod) så bröts den teatrala överenskommelsen. Om spelandet övergick i våldsamheter ingrep ofta publiken (något som spelledaren sanktionerade). Sørensen beskriver sin verk som en installation där aktörer och åskådare tillsammans bygger upp en värld, i vilken identiteter och jagbilder kan ifrågasätts och förändras. Genom att blanda reella handlingar med teatrala problematiserar Sørensens verklighetens olika nivåer. Sørensen arbetar med fiktion när det gäller de närvarandes identitet, men tiden och rummet följer samma lagar som i världen utanför. Genom sin öppna struktur, där åskådarfunktionen bröts och alla deltog och observerade samtidigt, så framstod det som ett verkligt relationellt verk med stor interaktionspotential.








SECRET GIRL

HILDBURGHAUSEN-FREIES WORT, 19. Juni 2004
von Hendrik Neukirchner

Das Publikum wird zum Mitwisser

MEININGEN - Ein leeres Gebäude, viele Räume, Tapete hängt von Decken und Wänden, kalte Heizkörper, blanke Toilettenbecken, flackerndes Neonlicht, überall Dreck. Der Duft Frisch geschälter Mandarinen hat sich in die langen Gänge und über den Linoleumfußboden gelegt. Gabriel, vielleicht ein eingeschüchterter Metzgergehilfe, die Mutter vor Jahren verbrannt, auf der Suche nach ihr. Sebastian, hilflos brutaler Zuhälter vollgehackt mit billigen Tätovierungen und höllischen Erinnerungen. Ihm fehlt Silvana, eine seiner billigen Huren. Zu zweit klappern sie den Straßenstrich von Prag ab, jeder sucht nach seiner persönlichen Fata Morgana, bis sie Silvana finden, fastertrunken, fast tot in dunklem Wasser. Silvana wird gefangen genommen und zur Sklavin für die kranken Fantasien von Gabriel und Sebastian.

Gänsehaut
Die fiktive Realität der Handlung verschwimmt mit dem Eintreten der Besucher in den ehemaligen Männerknast in Meiningen sofort mit dem unmittelbaren Erleben der momentanen Geschehnisse. Noch weiß man nicht, was da passiert. Ein völlig verwirrtes dunkelhaariges Mädchen (Signa Sørensen) stolpert die Treppen hinauf, verfolgt von zwei Männern (Arthur Köstler und Frank Bätge) in weißen Unterhemden. Das Mädchen wird auf einen Tresen gezerrt und ins Gesicht geschlagen. Es ist Gabriel, der die sonoren und alkoholvernarbten Befehle von Sebastian ausführt. “Mach schon, gib ihr eins! Wann hält die endlich Ruhe?” Beim Abbinden des Gesichts mit durchsichtigem Latex sieht der aufmerksame Voyeur, in dessen Rolle der Zuschauer unweigerlich schlüpfen muss, eine Gänsehaut auf den nackten Schenkeln von Silvana, die das schwarzhaarige Mädchen ist.
Silvana muss Drogen schlucken. Als es nicht so läuft wie Sebastian es wünscht, schleift Gabriel das Mädchen eine Etage tiefer, in den “Käfig”. Sebastian unterhält sich derweil mit dem Publikum. Alles ist echt. Alles wird gefilmt. Sebastian hat eine kleine Digitalkamera dabei und dreht jede Szene, jede Bewegung, jede Regung mit. Unvermittelt wird der Besucher in einen pervers abstoßenden Strudel der Mitwisserschaft gezogen. Hier geschieht ein Verbrechen und alle sind dabei. Geht es hier wirklich um Gabriels verbrannte Mutter und um Sebastians verschwundene Hure? Geht es um Prag und den Straßenstrich, um den ehemaligen Meininger Männerknast, um Junge Hunde und um Provokation und Schock?

Zivilcourage
Am Donnerstag wurde der belgische Kindermörder Marc Doutrox schuldig gesprochen in einem Prozess der ein ganzes Land in Verruf gebracht hat, ein Prozess der in jeder Sekunde, an jedem Tag, überall auf der Welt gegen soviele Menschen inszeniert werden könnte, ein Prozess um fehlende Zivilcourage. Kunst muss nicht gefallen. Kunst kann nachdenklich machen und bis zum erbrechen anekeln. Kunst ist inszenierte Fiktion wie ein Prozess.
So gesehen erinnert "Secret Girl" stark an den belgischen Skandalfilm "Mann beißt Hund", nur daß die Künstler hier in Meiningen einen Schritt weitergehen, indem sie die Zuschauer hautnah am Verbrechen teilhaben lassen. Die Dauerperformance ist die konsequente Umsetzung der Realität durch Schauspielerei in eine andere sezierte, grausige Realität, in der der Zuschauer zum Mittäter werden kann.








57 BEDS

POLITIKEN, 17. februar 2004, 2. sektion, side 4
Af Monna Dithmer

Skab dit eget livs-teater

Performancekunstneren Signa Sørensen sender publikum ud på en svimlende balancegang mellem fiktion og virkelighed.
Kanonhallen, 57 Beds. Af Signa Sørensen.

Er du virkelig her, eller er det bare kunst? Er jeg virkelig her, eller er det bare kunst? Så vidt Laurie Anderson, en af de store pionerer inden for performancegenren, der som selve kernen i dens eksistensberettigelse altid har udforsket grænsen mellem kunst og virkelighed. Hvor går grænsen? Spørgsmålet er ikke mindre udfordrende, når performeren Signa Sørensen, med en baggrund som champagnepige og kunststuderende på uni, her 30 år senere inviterer til en kæmpe performanceinstallation '57 Beds' i Kanonhallen. For overhovedet at komme indenfor skal man passere et hold militante kvindelige grænsevagter, der uddeler et nummer til én, mod at man afleverer sine sko. Spørger man, hvad det er for en grænse, de bevogter, affejes man med: »Det må du selv vide, du er jo lige gået over den«. Det er selve den svimlende balancegang mellem fiktion og virkelighed, som er meningen med det hele, når publikum begiver sig ud i det vidtstrakte, natsorte rum. For der er ikke nogen samlende, fastlagt forestilling med en overordnet historie, kun et landskab med uanede muligheder, alt efter hvem af de 40 personager, man støder på - den enlige tvillingesøster, den tårnhøje trans, pistolmanden, den slikkede bartender etc. Midt i rummet ligger en hoben totalskadede bilvrag som indbegrebet af den ulykke, der dunkelt ulmer om personerne med hver sin historie om forsvundne kærester, mistede børn, tab af hukommelse eller af et ståsted i livet. Langs hele den ene side står hvide hospitalssenge opmarcheret, langs den anden brogede motelsenge. Det ene sted gives der piller og elektrochok og folk går i koma, det andet sted tales der i telefon, elskes, sniffes og kæmpes. Livet i kortform. Når det hele bliver for meget, kan de medvirkende personer og publikummer - de er til at skelne fra hinanden alt efter sko eller strømpesokker - tage sig et break ved baren med martinier til 114 kr. stykket eller nuppe en kop kaffe til 7,50 på Veras cafeteria med de tilknappede servitricer, der er i evigt klammeri med hinanden. Hverdagens drama, live. Skål for det. I det hele taget er det en udstrakt - mageløs - service, man får her i totalteatret. Snart er det den duvende danser Kathe, der lægger an på én i baren, eller Klister-Clifton med de nørdede briller tilbyder, at man kan komme med på et foto ... arm i arm med ham. Snart er der kaffe og småkager hos kvinden, der venter og venter på sine to børn - og kan man i øvrigt give en hånd med for at få plante-healet søsterens mave? Full treatment. Ikke mindst den rørende dukkemand Pink i den hjerteskærende lyserøde kjole og alle plastikdukkerne fyldt med kærlighed gør indtryk, ligesom den hvide melodrama-brud gør det. Hun har viet sig til sin døde mand og sidder nu og snitter sig i håndleddet med sin perlemorskniv, så det bløder: »Har du selv prøvet at miste nogen?«. Ja, man må selv levere en dråbe blod. Alfa og omega i grænselandet er, at man godt kan droppe alt om at være tilbagelænet voyeur. Magien opstår kun, hvis man selv går aktivt ind i legen med ens egne historier. I konfrontationen mellem fiktion og virkelighed opstår en tredje dimension. Er det virkelig dig/mig, eller er det bare kunst? Det er både-og. Dermed er Signa Sørensen, der her giver den som erotikhørmende sangdulle, på udfordrende vis med til at fremdyrke nye måder at teste grænsen mellem kunst og virkelighed på - ligesom hun før har gjort det med 'Twin Life' og 'Night Finder'. Men det, som Signa Sørensen får sat i scene, er en ny teatral virkelighed. En konfrontation mellem mere eller (især) mindre professionelle performere med publikum i en fiktiv ramme, men en reel live-situation. Næste skridt kunne så være i højere grad at få skabt en overordnet sammenhæng om det hele, så mylderet af historier på et større plan gav mening. Hertil er der allerede en ansats med de akrobatiske ulykkesfugle, der balancerer oppe under loftet, hævet over det hele. De er netop 'night birds', essensen af alle de skabninger, der krydser rundt i mørket.








INFORMATION, den 24. februar 2004, side 8
Af Kristen Bjørnkjær

En dyne kom forbi

Til mærkelig, mangeartet oplevelse i Kanonhallen med 57 senge på rad I teatret 57 Beds, Kanonhallen, København.

Ikke siden Lars von Trier lod en myretue i New Mexico styre, hvad et halvt hundrede skuespillere skulle foretage sig i Kunstforeningens hus på Gl. Strand, har der været opsat en tilsvarende installation, som den, der indtil 28. februar kan opleves i Kanonhallen i København. Teaterfolket har ellers i de senere år slået en hel del knuder på sig selv – teatersport, Dr. Dante – for at få folk lokket ind. Teatret har, hånden på hjertet, ikke helt filmstrimlens egenmagi, og kun en tåbe frygter ikke at komme til at kede sig i tre timer uden at kunne slippe ud, hvis man er rigtig uheldig. Den risiko løber man ikke i 57 Beds, en forestilling af Signa Sørensen, som der allerede står gny af, dels efter de begejstrede anmeldelser, dels takket være mund-til-mund-metoden. Man bestemmer nemlig selv, og det var tydeligt på de mange 20-25-årige blandt publikum, at de aldrig havde oplevet noget lignende. De gik rundt med julelys i øjnene, for det var et gå-rundt-teater, hvor der skete mange forskellige ting. Selv titlen var jo tillokkende. Man kunne vel altid finde en ledig seng, hvis man fik lyst til en lur. Det gjorde vi nu ikke. ’Vi’ var fem ærværdige borgere, der mødtes i foyeren, og allerede her begyndte løjerne, da min kammerat, E., ville tage plads på en af puderne i det japanssk inspirerede møblement og sank i til grundfjeldet, så kaffen fra den kop, han lige have købt, sprøjtede ud over det hele. Jeg havde ham resten af aftenen mistænkt for at stå i ledtog med skuespillerne, idet man aldrig vidste, hvem der var hvad. Ca. 40 medvirkende var der.
Wilhelms konsultation Vi blev sluset ind i hold på seks, og blev straks stoppet ved en grænsekontrol, hvor vi skulle aflevere vore sko. Inde i hallen stod 57 senge på rad og række, som om det var et hospital. Midt i var fem udbrændte bilvrag stillet op, og en ung mand lå på ryggen og sparkede heftigt til dem. Oven over foregik et akrobatisk nummer fra et tårn med trapez. En blind pige lod sig føre rundt, og en balletdanserinde viftede yndefuldt forbi på sin flade tå. Til venstre var en café, og i de modsatte hjørne sås en depraveret gangsterbar. Gennem hallen var et fornemt dækket bord med en hvid dug med store blomsterarrangementer og en række fyldte rødvinsglas. Syge lå i sengene og led, eller nogle besøgende havde slået sig ned på sengekantene for at høre deres historier. Hvis man ikke selv ville snakke, kunne man stille op og være med på en lytter. Ved et bord med lægelige remedier sad en kvinde i hvid kittel. Hende satte jeg med hen til, fordi man jo altid har lidt skavanker, og går man til sin egen læge, skal man altid vente i noget, der føles som en time. »Hvad kan jeg gøre for dig,« ville hun vide. »Jeg har ondt i siden,« sagde jeg og pegede på et område omkring nederste venstre ribben. »Det er højst sandsynligt en mindre muskelsprængning,« konstaterede hun. »Ikke noget særligt, men du kan eventuelt opsøge en fysioterapeut eller forsøge at få taget et røntgenbillede. Har du brug for noget smertestillende?« Et øjeblik efter var hun tilbage med noget brusevand, idet hun præsenterede sig som Esther Wilhelm, sygeplejerske. Hvis det blev værre i løbet af aftenen, måtte jeg komme igen, så ville hun skaffe en seng. Imens havde et mindre opløb samlet sig ved en scene, hvor et ungt par i hvidt cowboydress sang en duet. I det samme kom en dyne krybende forbi nede på gulvet med et menneske under.
Uforskammet Nu fik vi lyst til en kop i cafeen, men da vi var et halvt sekund for længe om at beslutte os, blev servitricen fornærmet og drejede om på hælen. Det fik os til at mindes Henrik Boserup i sine velmagtsdage, hvor folk opsøgte hans rastaurant, netop for at blive fornærmede. Lidt efter kom kaffen og et par sportsvand, og denne gang lykkedes det E. at undgå at spilde noget. En mand kravlede rundt mellem benene på os, og med en pistol forsøgte han at true os til at holde op med at ryge. Vi gik endnu et par runder – og oplevede Esther Wilhelm på slap line. Hun var gået i gang med at massere en patietient i en af sengene, og det så hylende grinagtigt ud, for patienten reagerede som en slaskedukke, og folk morede sig lige så kanon, som navnet på den hal, vi gik rundt i. Fremtidens teater? Denne mellemting mellem bilmesse, serveringsteater, billedkunst, reception, koncert, kammerspil og supermarked har i hvert fald et samlet potentiale, der overgår de enkelte indslags værdi eller kvalitet. Der var sådan noget Tivoli-hurlumhej eller Det Mystiske Hus over det, og for den sags skyld kunne man gerne spille Holberg med ind i det. Den optimale ramme for hvad som helst.








BERLINGSKE TIDENDE, den 16. februar 2004, 2 sektion, magasin, side 9
Af Vibeke Wern

Pirrende spil på sengekanten

PERFORMANCE. Signa Sørensens hidtil største performance-installation »57 Beds« i Kanonhallen slipper publikum løs i et fascinerende og gådefuldt univers.

Fem stjerner. »57 Beds«. Koncept, installation og instruktion: Signa Sørensen. Komponist: Jesper Kruse. Lys: Eva Ulvan Handberg. Kanonhallen, torsdag. Spiller til 28. februar. Man.-lør. kl. 20-24. Lør. 14. og 21. udvidet version fra kl. 20-08.

Den unge iscenesætter og performance-kunstner Signa Sørensen har med sit nye værk »57 Beds« gjort det igen. Skabt en på én gang magisk og skræmmende skueplads, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er ophævet, hvor barrieren mellem publikum og skuespillere er nedbrudt, og hvor spørgsmål om grænser og identitet sættes i spil. For overhovedet at få adgang til performance-installationen »57 Beds« i Kanonhallen må publikum allerførst meget symbolsk stille skoene og passere en grænseovergang, kontrolleret af strikse, militante vagter. Hermed har man både bogstaveligt og følelsesmæssigt overskredet den første grænse i Signa Sørensens univers, der subtilt fokuserer på grænser mellem kontrol og frihed, mellem forførelse og underkastelse og mellem autenticitet og konstrueret virkelighed. I Kanonhallens store rum bliver man mødt af deforme bilvrag, der sætter spor af en ulykke, to lange rækker af senge, der gør det ud for henholdsvis et motel og et hospital, en café i det en hjørne og en bar i det andet. Og midt i rummet står et festdækket bord, hvor et bryllup måske skulle have fundet sted. Vi kan ikke vide det allerede på premiereaftenen. Og det er heller ikke svarene, der i sig selv er interessante i »57 Beds«. Derimod er det historiens eget liv og uforudsigelige veje i løbet de 14 spilledage, der er det interessante i denne performance, hvor der selvfølgelig er indlejret en struktur gennem karakterernes indbyrdes relationer. Og gennem dialog med de 44 medvirkende aktører, der befolker det fascinerende rum som bl.a. vagter, patienter, sygeplejerske, motelgæster, rengøringskone og bartender, har man mulighed for selv at trænge længere og længere ind i ulykkeshistorien, der knytter alle aktørerne sammen. Gang på gang bliver man dybt fascineret over de medvirkendes indlevelse og fastholden i deres karakter, uanset situationen og hvad de bliver spurgt om. Det gælder også den karismatiske Signa Sørensen, der sammen med Arthur Köstler udgør entertainerparret Amanda og Adam, som deler deres tid mellem sengen på motellet, baren og deres dekadente optræden på Diamond Dance Hall-scenen i den ene ende af Kanonhallen. Tilsyneladende har parret mistet deres manager, mens patienterne på hospitalet til gengæld har mistet enten syn, hukommelse eller familiemedlemmer i dette mystiske rum, hvor elektriciten med jævne mellemrum bliver afbrudt, og ulykkesfugle svæver akrobatisk rundt højt oppe i stilladser. Hele tiden pirrer de mange åbne spørgsmål i »57 Beds« vores nysgerrighed, den indre detektiv og vores hang til at skabe sammenhæng i et tilsyneladende kaos. Efter premieren torsdag har man stor lyst til at vende tilbage til dette udfordrende sanseboom af et livsteater, der er Signa Sørensens hidtil største projekt.








NIGHT FINDER I

POLITIKEN, den 15. april 2003, kultur, side 4
Af Monna Dithmer

En hund efter nærgående historier

Der fumles med sweatre, piskesmed ledninger og koges suppe på Længslens Plads.. Det er unghundene, der er i byen:Junge Hunde, festival for ung europæisk scenekunst, har indtaget Kanonhallen i København.
Kanonhallen, Junge Hunde. Offline, af og med Uninvited Guests. Night Finder, af og med Signa Sørensen. Festivalen fortsætter til 16. april.

(...) 'Do me' lyder opfordringen fra internetflanørerne i 'Offline', mens kodeordet for Signa Sørensen i 'Night Finder' er 'love me'. Meningen er den samme, men her sker det netop med et overmål af iscenesættelse og (kærligheds)historier, midtvejs mellem Familiejournalen, kønnenes arketypiske myter og dagligdagens rå virkelighed. Det hele udspiller sig over fem døgn, i og omkring to campingvogne på Øster Fælled Torv. Det er styrken ved foretagendet, at det i lige så høj grad retter sig mod folk på vej hjem eller med kurs mod Iso som mod festivalgængerne. Er det monstro en flok hjemløse studerende, globale rødder eller sigøjnere, der har slået sig ned? Der bliver kogt suppe over det udendørs ildsted, foran et alter troner en udstoppet mand og kvinde, en flok mænd spiller kort, en frodig kvinde inviterer folk på kaffe i den lyserøde, Jomfru Maria-nipsede campingvogn, mens bruden Wendy sidder derude på sin trone aften efter aften og venter - måske på dig? Det er essensen af 'Night Finder' som kontekstkunst, interaktivt teater og transformationsritual - ligesom ved det tidligere projekt 'Twin Life' - at man selv må gå ind og blive en del af fortællingen. Så kan man til gengæld ikke bare nyde popcorn og vodka, men de utrolige historier om Wendy, der sammen med Diana og den genopvakte luder Malibou drager rundt i Europa på jagt efter en mand sammen med de fem gange Jack, der tjener Wendy som var hun en uimodståelig dronningebi. Det spændende er, at hele denne fortælling blander sig med de besøgendes egne levede historier, så et nyt fiktivt-autentisk rum opstår. Bedst som man sidder der i campingvognen og skåler, lytter og fortæller, bliver grænserne mellem digt og virkelighed ophævet. I den grad gribes man af den dybt genkendelige længsel mellem mand og kvinde, som 'Night Finder' kredser om. Det fik en af gæsterne til at døbe stedet 'Længslens Plads'. Alt i alt et overraskende godt forslag til ikke bare teater - men byfornyelse.









NIKA IS DEAD

POLITIKEN, den 13. oktober 2002, kultur, side 3
Af Janus Kodal

10 døgns indlevelse

Signa Sørensens totalteater viser, hvor vigtig indlevelse er for at kunne opleve kunsten.
Nika is Dead. Njalsgade 17- 27, København. Åben 24 timer i døgnet til 20. oktober.

»Du leder efter noget bestemt, men det er noget, der ikke findes i en person«, siger spåkonen til mig og ryster sandet i den sorte metalbakke. Spåkonen i campingvognen på Njalsgade hører til den kreds af personer, der har samlet sig i de rum, der efter min mening er Københavns mest spændende lige nu. Det er den fiktionære polskfødte Nika Zabrisky, der her har iscenesat sin egen død. »Græd ikke, når I læser dette. Jeg er væk nu. Disse rum efterlader jeg til jer, for at I kan bo i dem«, lyder det evangelisk i hendes afskedsbrev. Og fornemmelsen af sygdom og savn går igen i disse rum, men ikke så entydigt som i tredje del af Signa Sørensens efterhånden fuldmodne værk om den unge kvinde Nika, som fandt sted i Kanonhallen i marts i år._Det var her, jeg stod på. Midt i Nikas kaotiske erindringsstrøm, som snoede sig som en labyrint af levende minder omkring hendes sygeseng. Men projektet 'Twin Life' begyndte allerede i september sidste år i Vendersgade, hvilket tjener til at illustrere, at man som publikum, eller medlevende gæst skulle jeg måske sige, selv bestemmer, hvor dybt man vil dykke ned i historien om Nika - de medvirkende har den nødvendige viden, der gælder blot den regel, at man selv stykker historien sammen i en fortsat udveksling. Jo nysgerrigere man er, des flere spor og vildspor får man også at holde rede på! I forhold til f.eks. Kirsten Dehlholms Jesusforestilling i Nikolaj Kirke i marts i år og også til dels til 'Konwaliowa Cutie Doll', som var titlen på 'Twin Life' del 3, så er 'Nika is Dead' endnu mere fleksibel. Personerne er i langt højere grad bundet til historien, end de er bundet til rummene. Den katolske pater, der venter på et lig, har således både ærinder inde i rummene og en rustvogn at passe. Toiletdamen, som har kendt tvillingesøstrene Nika og Ana som børn, og som sælger parfume og kondomer ved indgangen til badeværelset, skal også i køkkenet etc. Hele stedet bliver på den måde knyttet sammen af personer, der bærer deres del af historien med sig gennem rum efter rum. Rummene selv har hver deres stemning, som er knyttet til historien. Det vækker minder og anelser, når man ser den stærkt brugte hospitalsseng, som står tom i et mørkt spirituelt ladet rum. Der er rosenrummet, varmt som et drivhus, som en kærlighedens kvalme. Der er rigeligt af grundstof! Det spændende er, hvad der kan ske med historien i løbet af de 10 døgn, Nika er død. For uden at ødelægge noget for andres oplevelse kan jeg godt fortælle, at tvillingetemaet er blevet sat på spidsen. Hvem er denne Ana, Nikas tvillingesøster? Og hvis Nika er død, hvor er så liget? Min fornemmelse er, at Nika mere end tidligere træder i karakter som iscenesætter. Og selv om alle personerne denne gang er til at tale med, så er de perifere figurer i forhold til Nika. Her møder man ikke, som i marts, Nikas mor, men i stedet omtalte spåkone, som kun har kendt Nika et års tid. Man møder ikke farens genfærd, man møder en sygeplejerske. Til gengæld møder man måske en, der er så tæt på Nika, som man kan komme. Det afhænger til dels af én selv. Med 'Nika is Dead' har Signa Sørensen forlænget et værk, som mere end noget andet i tiden er nærværende. Det er, som om det fortæller, at hvis vi ikke lever os ind i livet, så forsvinder det. Indlevelse er kravet, både i livet og det intense kvadrat, der er kunsten.








BERLINGSKE TIDENDE, den 17. oktober 2002, 2. sektion, magasin, side 4
Af Vibeke Wern

Den dobbelte identitet

Signa Sørensen har med sin nye performance-installation »Nika is dead« igen kastet sig ud i en grænseoverskridende form, hvor publikum bliver inddraget i et interessant spil om identitet.
5 stjerner

Det er både gådefuldt, udfordrende og dybt fascinerende at gå på opdagelse i Signa Sørensens nye performance-installation »Nika is dead«. Et sjældent grænsesøgende spil omkring den polsk-fødte Nika Zabriskys mystiske og selviscenesatte død, hvor publikum er i direkte dialog med performerne og bliver en del af en uadskillelig blanding af fiktion og virkelighed. Alle døgnets 24 timer kan man aflægge besøg i de iscenesatte rum i baggården i Njalsgade, hvor historien omkring Nika og hendes tvillingesøster Ana udvikler sig dag for dag. En historie, der startede allerede i september sidste år med Signa Sørensens »TwinLife«-projekt i Vendersgade og senere fortsatte på Luftkastellet på Holmen. Og i marts måned kunne man som det vægtigste bidrag på Junge Hunde-festivalen opleve Nika alias den 26-årige Signa Sørensen i den fuldstændigt overrumplende, mareridtsagtige performance-installation »Konwaliowa Cutie Doll« i Kanonhallen. Den mareridtsagtige stemning fra en lukket psykiatrisk afdeling går igen i »Nika is dead«, når man i et rum indrettet som sengeafdeling bl.a. møder den uhyggeligt manipulerende sygeplejerske, der med smil på læben gerne tvangsindlægger og tvangsmedicinerer alle, der kommer forbi. Samme sygeplejerske, der har passet den måske både psykisk og AIDS-syge Nika, og som i et andet rum viser sig at være mindst lige så grænsepsykotisk som de patienter, hun tager i behandling. Men man bliver sandelig også konfronteret med egne evner til at manipulere. Ligesom sygeplejersken har også de andre performere haft et eller andet forhold til den døde - eller måske ikke-døde - Nika. For spørgsmålet i det interessante spil om identitet er, hvem er egentlig Nika? Og hvem er tvillingesøsteren Ana, der i Signa Sørensens skikkelse går rundt fra rum til rum? Hvor dybt man vil grave i denne gåde, er i høj grad op til publikum selv. Men hos alle medvirkende kan man hente oplysninger, der kan få brikkerne i spillet til at falde på plads. Den katolske fader Simon, der ikke bryder sig om at tale om incest, har gennem sine forældre kendskab til Nika helt tilbage til barndommen i Warszawa. Ham kan man få en vodka og snak med i den tomme ventende rustvogn, der er parkeret ude i gården. Herude kan man i en campingvogn også aflægge besøg hos sigøjner-sandsigersken Aisa, der i Marijana Milicevics skikkelse dog giver mindelser til mareridtsfiguren fra »Konwaliowa Cutie Doll«. Farlig er hun uden tvivl også for visse personer i »Nika is dead« i sin evne til at se, hvordan tingene reelt hænger sammen. Toilettet med fint varesortiment må man absolut også aflægge besøg. Ikke alene spiller sanitricen Judi udsøgt musik på grammofonen, når man træder af i enerum. Hun har også kendt Nika, Ana og deres forældre, siden de ankom til Danmark, og Kirsten Nottelman er gennemført i sin gestaltning af den joviale, snakkesalige dame. Gennem videoinstallationer sættes publikum i andre rum på sporet af Nikas følelsesliv og baggrund, der nok er knap så lyserød som roserne på de tapetserede døre. I formen minder Signa Sørensens performance-installationer om f.eks. Kirsten Delholms »Jesus c. odd size«. Men Signa Sørensen vover at gå længere i sin inddragelse af publikum og dermed åbning af værket. Og mens »Konwaliowa Cutie Doll« var et overvældende sansebombardement af erindringsbilleder fra Nikas barndom i Warszawa, giver »Nika is dead« os nu mulighed for at komme tættere på personerne omkring Nika og hendes tvillingesøster. Lige fra man ankommer, bliver man hos sekretæren i bogstaveligste forstand indskrevet i Nikas univers. Og performance-installationens eminente blanding af fiktion og virkelighed afspejler lige præcis det dobbeltspil, der hele tiden mere eller mindre bevidst foregår i alle menneskers liv.

Koncept og installation: Signa Sørensen.
Performere: Signa Sørensen, Nana Francisca Schottländer, Denni Dennis, Kirtsen Nottelman Hansen, Marijana Milicevic, Søren Mühldorf, Thomas Smedegård, Mette Aakjær, Guxi Abel, Tina Kraft, Ewa Walczak-Andersen og Tobias Heilman.
Lysdesign og teknik Eva Ulvan-Handberg.
Lyddesign: Jakob Brandt-Pedersen.
Videoinstallation: Atja Bum.
Njalsgade 17-27, baggården til højre. Sidste dag 20. oktober.








KONWALIOWA CUTIE DOLL

POLITIKEN, den 6. marts 2002, kultur, side 4
Af Janus Kodal

Udvidelse af kunstens rum

Junge Hunde-festivalen starter med et brag af et kunstværk. Det er erkendelsesmæssigt nyt, og det åbner for nysgerrigheden, sanseligheden og svimmelheden.

Junge Hunde. StudioRU: 'da capo' og Signa Sørensen 'Konwaliowa Cutie Doll'. Set i Kanonhallen 4. marts. Junge Hunde-festivalen fortsætter til 22. marts.

Selvoptagede medier taler om konvergens, sammensmeltning, men endnu er der ingen der pakker fisk ind iTV-Avisen. I modsætning til de tech-styrede medier kommer konvergensen i kunsten indefra. Genrernes rammer smelter ned for at kunstner og publikum kan komme i berøring med hinanden, komme uden om det overfladiske i ironien og helt rense sig for den eller virkelig bruge den i dens dybere egenskab af forvrængende spejlkabinet. Et eksempel på en sådan konvergenskunst er første runde af den internationale scenekunstfestival Junge Hunde. Begge de to 'forestillinger' må sættes i gåseøjne fordi de lige så meget er installation som forestilling. Den første opleves allerede i foyeren: Århusianske Studio RU's lille installation 'da capo' foregår i en magisk kasse midt på gulvet. Ud af øjenkrogen ser vi en ung kvinde i hvid kåbe snige sig ind i kassen. Det lange lyse hår er slået ud og vi betragter hende derinde bag glas og stål. Ingenting sker før vi som publikum selv gør noget: skriver med kridt på den sorte kvindetorso, der hænger på en af kassens ydervægge, eller bruger den musepult, der er stillet op, så vi kan vælge i en projiceret computermenu af ikoner og kostumer og få variationer af fortællingen om kvindelig underkastelse fra SM-klassikeren 'O's historie'. Der bliver åbnet for genrernes konvergens og ideen om historiernes relativitet, men endnu er tanken ikke udfoldet.
Det bliver den til gengæld for fuld styrke inde i teatersalen, som er omdannet til en levende park af erindringer i Signa Sørensens værk 'Konwalia Cutie Doll'. Vi dumper lige ind i en enorm historie om den sygdomsramte 26-årige, polskfødte Nika Zabrinsky, der kom til Danmark som 6-årig og efter nogle ungdomsår i London nu bor i København. Vi møder hende på hospitalet, sygesengen står i midten af rummet og som publikum går vi rundt om den og videre ud i rummet til de levende installationer, der alle er Nikas minder: ekskæresten bitter og fravendt, snøret ind i hvidt. Moren med polsk accent, altid vimsende omkring i køkkenet med brunkål og småkager, sindbilledet af morens drifter som en kælen svulmende skøge med langt mørkt hår sat op på to dropstativer! Faren, den vodkadrikkende slagter, bandende blandt blodige fårehoveder. Men dette rum af minder, der springer i tid og sted, er alt for komplekst til at det er muligt at referere. Man må sætte sit eget kød ind i det. Signa Sørensens værk er en stor fortælling, også fordi vi som publikum, eller skal vi sige 'gæster' i denne iscenesættelse lige så meget møder den fiktionære Nika Zabrisky som Signa Sørensen, der 'spiller' hende. Alle personerne er typecastede til at rumme denne fiktion og realitet på en og samme tid: de har figuren, men henter erfaringsmateriale fra egne liv. Det opdager man, når man taler med dem, og kun sådan trænger man ind i historien. Derefter begynder den at vokse i én. Uden at tøve tør jeg godt sige, at det er det mest spændende kunstværk jeg længe har set. Det er erkendelsesmæssigt nyt, og det åbner for nysgerrigheden, sanseligheden og svimmelheden. Det trækker på traditioner fra totalteater, fra Kenn Andre Stillings gamle Cafe Sommersko, der da den åbnede i 1976 af Stilling blev set som en 'skulptur med personale' og fra Kirsten Dehlholms Jesus c. odd size fra sidste år, der genopsættes i den kommende weekend. Og så opdager jeg til min forbløffelse at Konwaliowa Cutie Doll allerede er 2. del af en trilogi i projektet Twin Life (hjemmeside: http://twinlife.net hvor vi følger Nikas liv og død. Det er at straffe sig selv ikke at interessere sig mere for dette projekt. En meget lovende start på Junge Hunde, som kører med et mangfoldigt program til 22. marts.








BERLINGSKE TIDENDE, den 9. marts 2002, 2. sektion, magasin, side 4
Af Vibeke Wern

Eminente erindringsbilleder

JUNGE HUNDE Signa Sørensens installations-performance »Konwaliowa Cutie Doll« blev et dybt fascinerende startskud på Kanonhallens 6. internationale festival for ung scenekunst.

Det er fuldstændig overrumplende at træde ind i Kanonhallens store rum og opleve den polske pige Nikas univers i Signa Sørensens »Konwaliowa Cutie Doll«, der er en blanding af installation og performance. Man føler sig på én gang både til gæstebud i en families varme skød og på mareridtsagtigt ophold på en lukket psykiatrisk afdeling, når man bevæger sig rundt i rummets forskellige aktionszoner, der alle afspejler den døende Nikas erindringer fra barndommen i Warszawa. Der lugter af råt kød i slagterbutikkens baglokale, hvor Nikas brutale fader sidder og drikker vodka, som han gerne deler ud af. I køkkenzonen koger den gæstfri og varmhjertede mor-Martha polsk bigos, og duften af kål og pølser spreder sig, når publikum får et kig ned i gryderne, inden vi senere bliver budt med til spisning ved nydækkede borde. På en væg ser vi projektioner fra barndomsgaden i Warszawa, der giver associationer til boligblokkene i Kieslowskis film, og mellem disse zoner går en korpulent kvinde i corsage rundt som et sexuelt mareridt med det lange sorte hår spændt ud mellem to dropstativer. Midt i scenerummet i en hospitalsseng i et sønderrevet soveværelse sidder Signa Sørensen alias Nika, der kom til Danmark sammen med forældre og søster, da hun var seks år. Hun ryger cigaretter i en stil, der ved første blik forsikrer os om hendes psykisk syge tilstand, og ligesom de andre aktører går hun i sit overbevisende rollespil ind i en fascinerende dialog med publikum, hvor skellet mellem fiktion og virkelighed fuldstændig ophæves samtidig med, at publikum elegant bliver integreret i hele seancen. Ud fra sin dagbog og familiefotos fortæller Nika sine delvis improviserede erindringer, der styres af publikums spørgsmål. Hun fortæller bl.a. om sin kærlige fader, der har tendens til at blive lidt for kærlig og om forholdet til tvillingesøsteren, som hun har brudt med. I fraværet af søsteren genopliver hun deres fælles barndomsfantasi, engledrengen Tadzio, der kryber lyslevende rundt i rummet, og i en forvreden badeværelsesinstallation med karbad og wc kan man opleve hendes elsker i lang rituel og psykisk renselsesproces. Alle aktionsrum er i kommunikation med hinanden, men fungerer også som selvstændige enheder bl.a. flot styret af lyd og lys, så der hele tiden er struktur i fremstillingen af den polske families sønderrevne verden. Imponerende er det også, hvordan denne performance formår at tage sin afslutning med aktørernes stærke, afvisende befaling: »Nu skal I gå«. Det er som at høre en døende patient, der har fået nok af de besøgende og er mæt af dage. En slutreplik, der med sin gentagelse går lige ind i marv og ben, ligesom resten af forestillingen gør gennem nedbrydning af grænser og en fantastisk pirring af alle sanser.