Portræt: Kontroversiel performancegruppe giver al magt til publikum

POLITIKEN, April 2014

Af Monna Dithmer

Link: Politiken

Siden 2001 har gruppen Signa med deres banebrydende interaktive performanceinstallationer udforsket grænsen mellem kunst og virkelighed.
23. oktober er der premiere på 'Ventestedet', hvor Signa har indrettet et psykiatrisk behandlingshjem på Grønttorvet i Valby.
Politikens teaterredaktør, Monna Dithmer, tegner her et portræt af Signa med udgangspunkt i fire af deres skelsættende forestillinger.


57 Beds (2004)

Tankevækkende nok hviler hele grundlaget for Signa Sørensens (nu Köstlers) performancearbejde på hendes erfaringer fra dengang, hun som ung kunststuderende var champagnepige på Venus Bar i København.

Forførelsesscenarierne og den intime kontakt med kunderne er blevet forstørret op i fabulerende storskalaformat: fiktionskulørte landskaber beboet af en broget skare af eksistenser. Performerne, de ikkeuddannede skuespillere, virker så autentiske, som havde de boet der hele deres liv, og de bliver reelt boende døgnet rundt i spilleperioden og går i et med rollen.

I Signas første store forestilling, ’57 Beds’, myldrede de, 43 i alt, frem fra de hvide rækker af hospitalssenge og hotelsenge i Kanonhallens (Republiques) natsorte bug. En verden af klinisk orden, elektrochok og komakuller på den ene side og lummert natklubslir, hede telefoner og afskedsdramaer på den anden. Her kunne man møde alt fra den proffe sygeplejerske, der omgående ville indlægge en, til kvinden, der byder på kaffe, mens hun venter på sine to små børn, der aldrig kommer.

Der er ikke nogen samlende, fastlagt masterplan, kun en overordnet rammehistorie, et landskab med uanede muligheder. Forestillingen tager form, alt efter hvem man støder ind i – som nu Signa selv, der tronede som dekadent natklubsangerinde i selskab med sin opvartende gentleman (medleder Arthur Köstler).

Som altid i en magtfuld central rolle, der gør det muligt for hende at bevare et styrende greb om forestillingernes forløb. Men som hun har sagt det, er hver forestilling »et kæmpe monster«: »Den kan ikke styres, har sit helt eget liv og kan lige pludselig tage en retning, der ikke var planlagt«.

Det måtte hun nok en gang erfare på egen krop, da hun i ’Nightfinder’ sad som ventende brud hele seks nætter ude i nattekulden i sin brudekjole på et torv og ventede på, at der var en tilskuer eller forbipasserende, der ville fri – indtil der omsider kom en, der fattede, hvad gamet gik ud på. Det er altid et spil med åben udgang.


Seven Tales of Misery (2006)

Det stedsspecifikke i Signas arbejde kom til fuld udfoldelse i ’Seven Tales of Misery’, der udspillede sig i det gamle missionshus i Kronprinsensgade (nu Københavns Musikteater ), hvor samtlige etager var omdannet til bolig for et broget sekterisk foretagende.

En sexinficeret prinsekult med magnetisme-healing og aurastrygninger, offervillige luderjomfruer fra samtlige kontinenter, holdt i ave af bureukratbrunt tjenestepersonale. 60 personager i alt. Huset genlød af 148 snurrende spolebåndoptagere som en summende transmission af verdens elendighed, der skulle registreres, heales og slettes – med undertoner af død og udryddelse.

Der er altid noget ildevarslende på spil i Signas atmosfærefortættede fiktionsuniverser. Præcis hvad historien handler om, og hvilke uberegnelige regler der hersker i huset, og som pludselig kan ramme én, må man som tilskuer selv begive sig ud i at finde ud af. Det virker rent ud forførende, at de superkulørte langt ude-historier er forankret i så hyperrealistiske omgivelser, hvor hver en ske, lampe, tapetvæg eller trusse oser af autenticitet.

Tilsvarende får de ekstreme, skumle ting og sager, der finder sted i huset, modvægt af helt dagligdagstrygge gerninger som at lave mad, gøre rent og snakke med os som besøgende gæster. Samtidig opstår der i de interaktive møder, hvor man både kan opleve konfrontation og fortrolighed, en anden form for virkelighed.

Det er den svimlende balancegang mellem fiktion og virkelighed, som er meningen med det hele – i en grad så man kommer grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det her møde egentlig ikke er virkeligt. Alfa og omega i grænselandet er, at man godt kan droppe alt om at slentre rundt som blot og bar voyeur. Magien opstår kun – og forestillingen bliver kun forløst – hvis man selv går aktivt ind i spillet og sætter sin egen identitet på spil.


Die Erscheinungen der Martha Rubin (2007-08)

At komme ind i Signas univers er som at dumpe ned i en østeuropæisk tidslomme fra dengang, der var jerntæpper til. Med et 1950’er-agtigt kontrolapparat som ramme er der typisk tale om institutionsrum, behandlingshjem, sygehuse og internater eller lumre hoteller og roma-campinglejre. Midlertidige hjem kalder Signa det. Beboerne befinder sig konstant i transit, en tilstand af permanent hjemløshed.

Det største minisamfund blev nok stablet på benene med ’Die Erscheinungen der Martha Rubin’ (’The Ruby Town Oracle’) i Köln og Berlin. En kæmpe flygtningelejr tonede frem som en skurby med huse, campingvogne, butikker og militærbarakker – bygget op af spillerne selv, som også havde hentet hvert et bræt, gardin og håndtag fra et par nærliggende tyske kondemnerede landsbyer.

Men hele dette storskala-realismelandskab var gennemsyret af den vildt fabulerende historie om oraklet Martha Rubin (Signa herself), der tronede midt i byen for at værge sin flok mod den militære overmagt.

Her blev publikum lukket ind ved grænseovergangen med turistpas med mulighed for at blive der i 12 timer. Men sigende nok for folks engagement i spillet om flygtninge versus besættelsesmagt var der en del, der tuskede sig til at flytte ind i byen, overtog tjansen som frisør eller tjener, kastede sig ud i slagsmål med soldaterne eller nægtede at forlade byen som hommage til beboerne, da det hele efter ni døgn var slut.

Tyskerne er i det hele taget vilde med Signas interaktive performanceinstallationer. Forestillingen var inviteret med som del af det top-prestigefulde Theatertreffen i Berlin, og Signa har – i samarbejde med vovelystne, velpolstrede tyske institutionsteatre – forskudt aktiviteterne fra basen i København til tyske produktioner såsom ’The Dorine Chaikin Trilogy’, ’Germania Song’ og senest ’Schwarze Augen, Maria’ (2013).


Salò (2010)

Hvor går grænsen? Det var selve Signas grundspørgsmål »kunst eller virkelighed?«, der eksploderede i et lille orgie af sex og vold og mediestorm, da gruppen rykkede ind i en forfalden herskabsvilla på Østerbro.

Med afsæt i Pasolinis legendariske skandalefilm forlystede en udsøgt skare aristokratiske libertinere sig i perversionernes villa med en flok udsatte ’børn’. Således kunne en ung pige blive massevoldtaget af syv uniformerede vogtere, så hun lå tilbage som en blødende klump – mens tilskuerne fik serveret pindemadder.

Folk strømmede til, samtidig med at forestillingens rå dyrkelse af grænseoverskridelser vakte massiv kritik. Mens Signa så det som en udstilling af forråelsen i samfundet, blev etikken i foretagendet kritiseret.

Kunne de unge performere overskue de psykiske konsekvenser af at blive ydmyget, slået og sat nøgne ud i vintersneen (selv om de reelt ikke blev seksuelt misbrugt)? Og hvordan kunne publikum egentlig sige fra, når alene det at være til stede var en stiltiende accept af foretagendet?

Uanset hvad blev det demonstrativt markeret, at Signa ikke alene fører teatret ud af teaterrummet og bryder adskillelsen mellem aktører og tilskuere, de bryder også radikalt med vante publikumskontrakter. Stik imod tendensen til, at interaktivitet bliver lig med harmløst feel good-deltagerdemokrati, kan en Signa-forestilling ikke tilbyde den form for kundeservice. Man kan i det hele taget ikke bare via billetten købe sig adgang til de vante rettigheder.

Slet ikke i ’Salò’, hvor man, alt efter vagternes forgodtbefindende, kunne stå og vente i timevis i kulden på at blive lukket ind, for så at blive overfuset af the masters, få tilbudt et eksklusivt penetrationsscenarie, en gang pisk eller en skål suppe.

Det afgørende er, at tilskueren mærkbart bliver testet i hoved og røv, så man er nødt til at tage stilling og melde ud – med mulighed for at dreje gamet i en anden retning. Al magt til publikum. Det er den skelsættende, ansvarspådragende mulighed, Signa indvarsler i teaterlandskabet.

 
   
 
Follow us: