Chokteater er et råb om medmenneskelighed

Politiken, 9. februar, 2010

Af Torben Benner

Totalforestilling har sat sindene i bevægelse. Instruktøren forsvarer sig.

Publikum kan i disse dage gå rundt i en villa på Østerbro mellem mennesker, der fornedres i sex og vold – for eksempel opleve syv mænd voldtage en ung kvinde og efterlade hende som en jamrende klump med blodigt underliv.

Det har skabt heftig debat.

Om selve stykket, men også om instruktør Signa Köstler, der undrer sig over, at publikum ikke reagerer kraftigere på uhyrlighederne. Det blev udlagt, som om hun kritiserede publikum for bare at se passivt til i stedet for at gribe ind.

Signa Köstler har i et åbent brev erklæret, at hun føler sig misforstået:

»Hvad jeg beklager, når jeg taler om visse gæsters blaserthed, er den demonstrative ligegyldighed over for det, de oplever. Når en ung pige sidder grædende på trappen med blødende knæ, er hun der ganske rigtigt frivilligt i egenskab af skuespiller, men når hun mødes af gæster med et: »Det er godt med dig. Hvor sker der noget?« og et hundeklap på hovedet, er det stadig en kynisk indifference over for den smerte, vi skildrer – og som altså findes«.

Kræver engagement

Politiken har i et mailinterview bedt Signa Köstler uddybe sine synspunkter. Hun er nu igen inde i huset, hvor der frem til søndag er 24-timers forestillinger.

Du siger i det åbne brev, at det ikke er forestillingens mål, at publikum skal gribe ind, men at de har mulighed for det, hvis de ønsker det. Hvad mener du med det? Kunne man forestille sig, at publikum med magt uskadeliggør en voldtægtsmand i huset?

»Det er forestillingens mål, at man skal engagere sig, og det kan man gøre på mange måder. Hvorvidt vold er et hensigtsmæssigt middel mod vold, er blot et af de spørgsmål, man kan stille sig i forhold til de ting, man oplever i Villa Salò. Det siger sig selv, at vi ikke ønsker, at hverken skuespillere eller publikum kommer til skade, eller at vi bliver forhindret i at spille forestillingen til ende. Men publikums muligheder begrænser sig ikke til blot at være del af en tavs flok«, siger hun og fortsætter:

»Vi har i forestillingens første periode oplevet mange forskellige reaktioner: Publikum er trådt i ofrenes sted, andre har forsøgt at forstå bødlerne, man har grædt, trøstet, diskuteret. Der har også været gæster, som har stillet sig imellem og således påvirket situationer. Vores ønske er først og fremmest, at Villa Salòs gæster forstår, at de i kraft af deres tilstedeværelse er en essentiel del af det iscenesatte univers, som medmennesker og medspillere, på samme måde som de er del af samfundet og virkeligheden. Hvordan publikum vælger at forholde sig til deres rolle er et individuelt valg. Den stille indlevelse er for os ikke mindre værd end den aktive«.

Vil man ikke altid være bevidst om, at man deltager i en fiktion, når man er i huset, og at det derfor ikke har nogen konsekvens, hvis man griber ind. Eller som en læser udtrykker det: Jeg var pinligt bevidst om, at det var skuespil, og skulle jeg reagere, ville det også være skuespil?

»Kunsten er det rum, hvor vi kan afsøge, hvad det kan og bør betyde at være menneske. Vi kan inden for fiktive rammer begive os steder hen, hvor vi ellers ikke kommer, og således tænke tanker til ende, som vores privilegerede hverdag sjældent stiller os over for. Mennesket har altid, i alle kulturer, betjent sig af symboler og ritualer for at bearbejde og forhandle livets præmisser. Den enkeltes handlinger inde i værket er først og fremmest af symbolsk betydning for ham selv – og konsekvenserne derfor især på det personlige, erkendelsesmæssige plan«.

Publikum jagter 'action'
Du siger også, at det er kvalmen, medfølelsen og vreden, der skal indtræde hos publikum. Men hvis den ikke indtræder, er det så publikums eller forestillingens skyld?

»Kunst forstås alt for ofte som et produkt, der konsumeres af beskueren – i scenekunstens tilfælde oftest i løbet af et par timer fra stolerækkens beskyttende mørke. Hele vores arbejde er en reaktion på dette kunstsyn. ’Salò’ er ikke et 2-timers skuespil, men en totalinstallation, som strækker sig over fire uger, det er en gradvis nedstigen til fortvivlelsens og voldens helvede. Når man betræder villaen, vil forskellige, til dels voldsomme, optrin udspille sig, men det væsentlige er den enkeltes egen rejse ind i universet. Der kræves tid og fordybelse – og vilje til at bevæge sig væk fra flokken! Ofte sker de væsentligste ting, der hvor der tilsyneladende ikke sker ret meget. Man må have fornemmelse for detaljerne, den stille fortvivlelse og det usagte. Det bedrøver mig, at visse gæster – i kraft af deres kunstforståelse – ikke er sig bevidste om deres eget ansvar for at trænge ind i værket – eller at de ikke har viljen«.

Kan man undgå, at publikum får et distanceret forhold til noget, der netop ikke er virkelighed, men iscenesættelse af en virkelighed? Og er det ikke det, der kan få folk til at reagere afstumpet og spørge til, hvor der sker noget?

»’Saló’ er – især – en allegori over det gradvise tab af medfølelse mennesker imellem. Det er virkelighedens forråelse og afstumpethed, som har motiveret os til at lave et værk, som insisterer på konfrontationen med volden og dens konsekvenser. Det er jo desværre ikke kun på fiktiv desperation, at vi mennesker reagerer distanceret. Jeg oplever både i virkeligheden og hos visse publikum den følelsesmæssige distance så internaliseret, at den i sit møde med armod og ondskab får karakter af automatpilot. Jeg tror, at visse gæsters jagt på ’action’ i Villa Salò hænger sammen med en misforståelse af forestillingens ærinde og de krav, den stiller til sit publikum«.

I orden at være nysgerrig
Når man laver en forestilling, der går meget tæt på publikum med vold og sex, vil man så ikke tiltrække mennesker, der lige præcis er nysgerrige efter at opleve det i huset – uanset om det giver dem kvalme eller det modsatte?

»De fleste mennesker er nysgerrige omkring vold og sex, hvilket mediebilledet viser med al tydelighed. Der er efter min mening ikke noget som helst galt i at komme på grund af denne nygerrighed, hvis man også er parat til at beskæftige sig med de bredere menneskelige perspektiver. I øvrigt vil jeg gerne bemærke, at værket ikke sigter mod at kritisere sadomasochisme som seksuel præference. Forestillingen bruger sex som kunstnerisk virkemiddel til at skildre menneskelig grusomhed og afmagt. Men ’Saló’ er en allegori, hvorfor sex nødvendigvis ikke kun er sex. Den seksuelle udnyttelse er, som hos Pasolini, også et billede på samfundets og underholdningsindustriens objektliggørelse af mennesket og det tab af medfølelse, som dette medfører«.

Kan man lave en iscenesat virkelighed, hvor folk glemmer, at den er iscenesat, og er nødt til at træffe moralske valg inden for fiktionsuniverset?

»Det er ikke vores mål, at folk glemmer, at Villa Salò er en iscenesættelse! Netop spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion rummer særlige muligheder. Man har her chancen for at afprøve positioner og definere sig selv på ny. Nogle gæster vælger at stille sig på voldsmændenes side og afprøver på den måde deres egne moralske grænser. Det betyder ikke, at de er virkelighedens voldsmænd. Når jeg taler om moralsk ansvar, mener jeg først og fremmest forpligtelsen til at reflektere over egne handlinger og impulser inde i fiktionen og være bevidst om de valg, man træffer«.